DMI: Nattefrost og bidende kulde over landet

Der er kulde i vente, lyder den seneste melding fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det bliver 50 toner af grå, når man kigger på vejret den 21. november 2018. På den kedelige måde. Foto: Scanpix
Det bliver 50 toner af grå, når man kigger på vejret den 21. november 2018. På den kedelige måde. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er koldt. Bidende koldt vil nogle mene – i hvert fald hvis man skal bruge lang tid udenfor i vejret den 21. november 2018. Selvom termometret ser lovende ud og lover fem-seks grader, så er oplevelsen altså en helt anden.

Hver evig eneste dag året rundt kigger Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på vejret og de fremtidsudsigter, som danskerne går i møde.

– Vejret ligger meget op ad, hvad vi oplevede i går. Der er mange skyer over landet – men det vil ind imellem klare op, hvor der vil være huller med sol. Vi har stadig den her friske østenvind, så det vil føles som om, at temperaturen vil være omkring frysepunktet, siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Ser man på vejret den 21. november 2018, så kan man notere sig, at der i løbet af onsdagen vil ske en lille ændring i vejret.

– I løbet af dagen vil vinden aftage en lille smule. Mens der vil være mest tørt og stedvist klart vejr, oplyser Anja Bodholdt.

Der er et højtryk over den midterste del af Skandinavien , som sender kold og tør luft ind over Danmark fra øst.

En kølig nat

Det er sikkert og vist, at de nattelige temperaturer er begyndt at gå nedad. Derfor er det også en god idé at overveje en ekstra dyne eller at finde noget varmt at drikke til aftenkaffen, hvis man er den kuldeskær type.

Da Newsbreak.dk snakkede med den vagthavende meteorolog hos DMI, Anja Bodholdt, var svaret også klart, når man spurgte ind til de kølige nætter.

– Det kan komme ned omkring frysepunktet lokalt, men ellers op til fem grader. Så det er bestemt blevet køligere på det seneste, siger den vagthavende meteorolog.

Men hvis man er til 50 toner af grå, så er det nok i vejret den 21. november 2018, at man kan finde inspiration ved at kigge op i de skyer, der kommer til at præge himlen langt det meste af dagen.

 

Powered by Labrador CMS