DMI varsler voldsomt vejr mange steder

Fredag aften og natten til lørdag vil kraftig regn og lokale skybrud ramme flere steder i Danmark

Udgivet Opdateret

VARSLER VOLDSOMT VEJR

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt varsel om kraftig regn og lokale skybrud fra fredag aften til tidligt lørdag morgen. Berørte områder inkluderer Syd- og Sønderjylland, Fyn, samt dele af Sjælland.

DMI forventer, at der lokalt kan falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Kraftig regn defineres som mere end 24 millimeter nedbør på seks timer, mens skybrud er mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Forsikringsselskabet Tryg har sendt advarsler til kunder i risikoområderne, rådgivende om at sikre tætte døre og vinduer samt at tjekke tagrender og nedløbsbrønde for at forhindre oversvømmelser.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om kraftig regn og lokale skybrud fra fredag klokken 20 til lørdag klokken 06.

Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Særligt Syd- og Sønderjylland, Fyn, Midt- og Vestsjælland samt Lolland og Falster kan blive ramt, men der er også sendt en varsel om risiko for resten af landet undtagen Bornholm, skriver DMI.

Ret kraftigt

- Lige nu er der nedbør ned over Tyskland, som stedvist er ret kraftigt, og det bevæger sig op over Danmark, men det er usikkert, hvor meget vand der kommer, siger meteorolog Jesper Eriksen til Ritzau.

Flere steder forventer DMI, at der i tidsrummet vil falde mellem 25 og 35 millimeter regn i løbet af seks timer.

Advarer kunder

Kriteriet for kraftig regn er mere end 24 millimeter nedbør på seks timer, og kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Forsikringsselskabet Tryg har af samme grund udsendt en meddelelse til flere af sine kunder, der bor i de områder, hvor DMI har varslet.

Tjek døre over vinduer

Her opfordres man til at lukke alle døre og vinduer og tjekke, at de er helt tætte og at tjekke, at tagrender, tagnedløb og nedløbsbrønde ikke er tilstoppede.

Ifølge Jesper Eriksen skal man passe på de steder, hvor vandet samles - eksempelvis ved viadukter.

Pas på

- Man skal også passe på, hvis man skal ud og køre bil, eller hvis der kommer torden, siger han.

DMI forventer, at en front fredag aften vil trække op over Danmark fra sydvest. I løbet af natten til lørdag vil den bevæge sig mod nord og nordøst.

Lørdag morgen vil den derfor ligge over den nordlige del af landet og Kattegat, skriver DMI på sin hjemmeside.

Klarer op

I løbet af lørdag klarer vejret op fra sydvest, og derfor vil der med stor sandsynlighed være bedre vejr søndag, hvor det er sankthans. Det skriver Jesper Eriksen på DMI.

Her vil der både komme perioder med sol og skyer og muligvis enkelte lette byger, lyder det.

Skybrud og kraftig regn kan fredag aften og natten til lørdag ramme flere steder i landet - blandt andet på Fyn og i Sønderjylland. Det varsler DMI. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS