Dødsfald: Sportens evige to’er er død

Doug Sanders havde i 1960'erne og 1970'erne en succesfuld golfkarriere. Han blev 86 år gammel.

Her ses Doug Sanders efter et interview under British Open i 2015. Foto: Russell Cheyne/Reuters
Udgivet Opdateret

Den amerikanske golfspiller Doug Sanders, der fire gange blev nummer to i en majorturnering, er død, 86 år gammel.

Sanders døde af naturlige årsager, oplyser PGA-touren søndag.

Med 20 sejre på PGA-touren er det måske hårdt at kalde ham den evige toer. Men i major-turneringerne lykkedes det ham aldrig at tage det sidste skridt op på sejrsskamlen.

Sanders blev især kendt for på smertelig vis at tabe til sportens måske allerstørste navn Jack Nicklaus i British Open i 1970.

Her stod han på det berømte 18. hul på banen St Andrews med muligheden for at putte sig til sejr og derefter kunne løfte trofæet “The Claret Jug”.

En grim skævert sendte dog Sanders ud i et omspil på 18 huller, som han tabte med kun et slag til Nicklaus.

– And there but for the grace of God, sagde kommentatoren Henry Longhurst efter puttet og pegede med et fast engelsk udtryk på, at uheldet kan ramme alle.

Sanders har siden sagt, at der nogle gange gik hele fem minutter, uden at han tænkte på det put.

Angiveligt var det kun halvvejs ment i spøg.

De fire majorturneringer er årets mest prestigefyldte golfturneringer.

Powered by Labrador CMS