Dødsulykke: Populær Legoland-forlystelse er lukket

Legoland i Billund lukker Viking River Splash efter dødsulykke i England, hvor 11-årig pige mister livet.

Udgivet Opdateret

En tragisk ulykke i England, der tirsdag kostede en kun 11-årig lille pige livet, har onsdag og torsdag fået konsekvenser for de besøgende i Legoland Billund.

Onsdag og torsdag har den tilsvarende forlystelse i Billund nemlig været lukket. Og det er helt normal procedure, når det sker så tragiske og alvorlige en ulykke.

– Viking River Splash, som forlystelsen hedder hos os, har været lukket onsdag og torsdag som følge af ulykken i England. Det er normal procedure, at vi laver en vurdering af en forlystelse, når vi får kendskab til ulykker på anlæg, der minder om vores egne. Det er ikke den samme forlystelse, vi har – men den minder om, og så laver vi nogle undersøgelser for at finde ud af, hvad der er op og ned, siger PR-koordinator i Legoland Billund, Kasper Tangsig, til Ekstra Bladet.

Stod oppe på dækket

Den 11-årige pige fra England mistede livet, da hun tirsdag faldt ud af forlystelsen Splash Canyon i Drayton Manor Theme Park nordøst for Birmingham.

Her faldt den 11-årige pige ud af et stort dæk, som sejler i en langt vildt vandløb – på samme måde, som det sker i Viking River Splash.

Ifølge den engelske avis, Mirror, tyder de foreløbige undersøgelser på at dækket ramte en kant mens pigen stod oppe på dækket. Hun faldt derpå i vandet og blev trukket med af den stærke strøm.

Pigen blev hevet op af vandet og i helikopter fløjet på sygehuset. Men hun overlevede ikke ulykken.

Genåbner måske fredag

Torsdag blev i Legoland Billund brugt på at gennemgå forlystelsen og sikkerhedsprocedurerne én gang til. Først derefter bliver der taget beslutning om hvorvidt Viking River Splash genåbner fredag.

Ifølge Ekstra Bladet har Legoland i Windsor i England også lukket deres forlystelse, Vikings’ River Splash. Og ligeledes har to andre britiske parker; Alton Towers og Thorpe Park midlertidigt lukket deres forlystelser Congo River Rapids og Rumba Rapids som en sikkerhedsforanstaltning efter tirsdagens dødsulykke.

 

Powered by Labrador CMS