DR overvejer login på hjemmesider

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Det er konkurrenceforvridende, at Danmarks Radio kan levere nyheder på nettet, som er frit tilgængelige, når dagbladene skal tage betaling for det samme.

Sådan lyder den massive kritik fra private medier og flere politikere, og derfor sendte brancheorganisationen Danske Medier i begyndelsen af september et forslag til kulturminister Bertel Haarder (V) om, at public service-støttede hjemmesider som dr.dk kun skal kunne tilgås med login – for eksempel med licensnummer og adgangskode.

På den måde ligestiller man public service-medierne med resten af markedet, og DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, overvejer nu forslaget.

»Vi lytter til de forslag, der kommer, og der er kommet et konkret forslag om login på dr.dk,« siger generaldirektøren.

Hun understreger dog, at hun har store betænkeligheder ved forslaget – både af principielle og helt konkrete årsager.

»Det principielle består i, at det er i strid med et kerneprincip for public service at ligge indholdet bag lås og slå. Det er sådan i dag, at når man har betalt sin licens, så har man fri og uhindret adgang til indholdet. Derfor risikerer vi at hægte rigtig mange mennesker af ved at lave en login-løsning,« siger Maria Rørbye Rønn.

Hun henviser til de dårlige erfaringer, man allerede har gjort sig. DR tilbyder allerede i dag kunderne at oprette en bruger-profil på dr.dk, men det er der forsvindende få, der har benyttet sig af.

»Det er der kun én procent, der har valgt at gøre, og det fortæller mig, at der er en stor psykologisk barriere forbundet med det her,« siger generaldirektøren.

Hendes udtalelser kommer en uge efter, Bertel Haarder har bebudet, at han vil finde politisk flertal til at reformere DR, inden den nuværende medieaftale udløber.

Maria Rørbye Rønn har forståelse for kritikken, men mener, at beslutningerne bør tages på et mere oplyst grundlag. I sidste uge fremlagde den svenske radio- og TV-myndighed en rapport, der gransker de svenske public service-mediers indflydelse på markedet.

En af konklusionerne lyder, at »public service-institutionerne ikke agerer på en måde, der forhindrer andre aktører i at etablere, drive eller udvikle medievirksomheder, og der er ikke fundet belæg for, at public service-stationer har forårsaget andre medievirksomheders lukning i den seneste tid«.

»Derimod er det globalisering og konkurrence fra udlandet, der er de reelle udfordringer både for public service og private medier,« siger Maria Rørbye Rønn.

»Min frygt er, at vi ender i en situation, hvor vi indfører nogle løsninger, som slet ikke hjælper på det, der er udfordringen,« siger generaldirektøren og opfordrer til, at der bliver udarbejdet en lignende rapport i Danmark.

Powered by Labrador CMS