Druknet kvinde er stadig i kritisk tilstand

Det lykkedes i første omgang at få en druknet kvinde hevet op af vandet - hun ligger lige nu i en lungemaskine, der trækker vejret for hende på Rigshospitalet, hvor man langsomt er ved at varme hendes krop op igen.

En druknet kvinde, der torsdag blev fundet livløs i vandet i Klampenborg, kæmper lige nu for sit liv på Rigshospitalet. Hendes tilstand betegnes som kritisk men stabil. Foto: Steven Knap/Droto.dk.
En druknet kvinde, der torsdag blev fundet livløs i vandet i Klampenborg, kæmper lige nu for sit liv på Rigshospitalet. Hendes tilstand betegnes som kritisk men stabil. Foto: Steven Knap/Droto.dk.
Offentliggjort Sidst opdateret

En druknet kvinde, der torsdag formiddag klokken 08.59 blev hevet op af vandet ved Trepilevej i Klampenborg, kæmper torsdag aften stadig for sit liv. Hun er ifølge Nordsjællands Politi indlagt på Rigshospitalet, hvor hun er tilkoblet en lungemaskine, der trækker vejret for hende.

– Hendes tilstand er lige nu kritisk, men stabil, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael Hansen, til Newsbreak.dk kort efter klokken 18 torsdag aften.

Spørgsmål: Er hun stadig i livsfare?

Hun er ikke uden for livsfare – det er man aldrig, når man er tilkoblet en lungemaskine. Det har noget med den situation, hun har været i. Lige nu bliver hun langsomt varmet op, siger Michael Hansen.

Førstehjælp

Da kvinden blev fundet torsdag formiddag blev der straks givet livgivende førstehjælp.

Herefter blev kvinden i live kørt til Rigshospitalet, hvor læger siden har kæmpet for at redde hendes liv.

Hvordan kvinden er endt i vandet, er endnu uklart, men Nordsjællands Politi oplyser over for Newsbreak.dk, at man ikke umiddelbart forventer, at der ligger en forbrydelse bag.

– Men nu undersøger vi selvfølgelig sagen, oplyste Nordsjællands Politis pressekoordinator, Henrik Suhr, tidligere til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS