Efter gigantisk hackerangreb: I dag kan det blive endnu værre i Danmark

Direktøren for Europol frygter, at antallet af angreb vil stige, når folk møder på arbejde mandag.

Flere end 200.000 blev ramt i et verdensomspændende cyberangreb, siger direktøren for Europol, Rob Wainwright (arkivbillede). Foto: Martijn Beekman/AFP
Udgivet Opdateret

Som Newsbreak.dk tidligere har kunnet berette har verden på nærmeste været oversvømmet af cyberangreb.

Nu frygter eksperter, at mandag morgen bliver noget af en udfordring, når arbejdscomputere verden over tændes mandag morgen.

Mere end 200.000 angreb

Flere end 200.000 er blevet ramt i det verdensomspændende cyberangreb i mindst 150 lande.

Det siger direktøren i det europæiske politisamarbejde Europol, Rob Wainwright, søndag.

Direktøren er bekymret for, hvad der sker mandag, når folk møder på arbejde og tænder for deres computere.

– I øjeblikket står vi over for en eskalerende trussel. Antallet er opadgående, og jeg er bekymret for, om antallet vil fortsætte med at stige, når folk går på arbejde og tænder deres maskiner mandag morgen, siger direktøren til den britiske tv-kanal ITV ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det verdensomspændende cyberangreb blev sat i værk fredag. Siden da har myndigheder, organisationer og virksomheder verden over meldt om angreb eller forsøg derpå.

Det er sket med såkaldt ransomware. Det er, når en virus tager filer og data på en computer som gidsel og kræver løsepenge for at frigive det igen.

Cyberangreb i den skala er ifølge Europol-direktøren aldrig set før.

– Vi har omkring 200 globale operationer mod cyberkriminalitet hvert år, men vi har aldrig set noget lignende, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Den globale rækkevidde er uden fortilfælde.

Det er uvist, hvem der står bag angrebet. Men ifølge Wainwright arbejder Europol med en teori af “indlysende grunde”, at det er kriminelle, der står bag.

– Selvfølgelig er der beløb, der bliver krævet, i dette tilfælde relative små beløb – 300 (dollar red.), der stiger til 600, hvis du ikke betaler inden for tre dage, siger han.

De fleste betaler ikke løsepenge

Wainwright fortæller desuden, at de fleste, som har været udsat for cyberangreb, ikke har betalt løsepengene.

– Så det er indtil videre ikke mange penge, de kriminelle organisationer har tjent, siger han.

Danmark blev også angrebet, men indtil videre tyder det på, at det ikke har haft konsekvenser.

Randers Kommune blev udsat for cyber-afpresning. Foto: Peter Koch/Newsbreak.dk.
Randers Kommune blev udsat for cyber-afpresning. Foto: Peter Koch/Newsbreak.dk.

Dog blev Randers Kommune ramt, hvilket gik ud over et par kommunens infostandere. Den historie kan du læse HER.

En af årsagerne vurderes at være helligdagen store bededag, da mange virksomheder derfor holdt lukket fredag.

KMD: Vi er klar

På trods af at rigtig mange danskere muligvis har virus liggende i indbakken på deres arbejdsmail efter fredagens cyberangreb, så forventer KMD ikke, at der opstår problemer, når folk møder ind på arbejde mandag.

Det siger Ole Madsen, sikkerhedsdirektør i KMD, der udvikler og betjener it-systemer for en række offentlige institutioner og private kunder.

– Selvfølgelig kan man aldrig vide sig 100 procent sikker, men vi forventer ikke problemer med den forberedelse, vi har gjort os, og den dialog vi har med vores kunder.

– Men vi følger naturligvis, hvad der kommer til at ske, og fortsætter med et forøget beredskab, siger Ole Madsen.

Fredag blev adskillige lande verden over ramt af et cyberangreb, heriblandt også Danmark.

Angrebet var rettet mod myndigheder, offentlige institutioner og virksomheder.

Det europæiske politisamarbejde Europol har kaldt det for uden fortilfælde.

Fredagens angreb har dog indtil videre ikke haft store konsekvenser i Danmark.

Det kan skyldes, at mange ikke var på arbejde fredag på grund af store bededag, og dermed ikke har haft adgang til deres arbejdscomputer.

KMD har derfor brugt weekenden på at gøre sine kunder opmærksomme på, hvordan de undgår at hoppe i cyberfælden.

– Det, vi har beskrevet for dem (kunderne, red.), er lidt omkring den her virus, og hvordan den smitter og angriber.

– Det handler både om, at man via de her sårbarheder kan angribe et net udefra, og det handler også om, at ens medarbejdere skal passe på ikke at dobbeltklikke på vedhæftelser i mails, man ikke kender til, siger Ole Madsen.

Powered by Labrador CMS