Efter togulykken: Nu udsendes landsdækkende advarsel

Trafikstyrelsen har på baggrund af Havarikommisionens arbejde udsendt en landsdækkende advarsel.

Trafikstyrelsen advarer nu om togvogne, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det sker efter Havarikommisionens efterforskning. KLIK videre og se mere. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Trafikstyrelsen advarer nu om togvogne, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det sker efter Havarikommisionens efterforskning. KLIK videre og se mere. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

I kølvandet på den voldsomt tragiske ulykke, der onsdag kostede otte danskere livet, udsender Trafikstyrelsen på sin hjemmeside en vigtig landsdækkende advarsel. Den omhandler de såkaldte “lommevogne”, som også var involveret i ulykken på Storebæltsbroen.

Sådan en vogn bruges til at transportere sættevogne – til lastbiler – eller containere på et godstog.

På baggrund af Havarikommisionen, der er travlt optaget af at efterforske ulykken og dens årsag, skriver Trafikstyrelsen altså, at “der er identificeret en mulig risiko for, at sættevognen ikke låses fast til skammel/saddel i forbindelse med transport.”

Det peger derfor i retning af, at Havarikommisionen har en mistanke om, hvorfor en sættevogn pludselig kunne rive sig løs og brage ind i et Intercity Lyntog fra DSB, mens det passerede et godstog på Storebæltsbroen.

Trafikstyrelsen opfordrer alle landets godsoperatører til at udføre ekstra kontrol ved sikring af låsemekanismen, når sættevogne monteres på godsvogne. Det var DB Cargo, der stod for transporten af sættevognene fra ulykken, der var fra Carlsberg og desuden fyldt med tomme flasker og kasser.

“Styrelsen går nu i gang med nærmere at afklare, om denne risiko begrænses til bestemte typer af godsvogne eller bestemte typer af skamler/sadler. Denne advarsel gælder for det samlede danske jernbanenet, uanset om der er tale om gods i transit eller ej”, skriver Trafikstyrelsen.

Det ved vi om ulykken

Her kan du få et overblik over den tragiske ulykke:

* Ulykken skete omkring klokken 07.35 onsdag den 2. januar på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.

* Et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning på broen.

* Toget havde afgang fra Aarhus klokken 05.19.

* Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.

* Otte passagerer har mistet livet, mens togpersonalet er i god behold. De dræbte er fem kvinder og tre mænd. Ingen af de omkomne er børn.

* 16 passagerer er blevet kvæstet i ulykken.

* Af de 16 sårede i ulykken var 14 torsdag udskrevet fra Odense Universitetshospital. De to tilbageværende var uden for livsfare.

* Passagertoget blev ramt af en eller flere genstande på Storebæltsbroen, da det passerede et modkørende godstog.

* Ifølge Havarikommissionen var det tilsyneladende en tom trailer fra godstoget, der blev blæst af og forårsagede ulykken.

* Fyns Politi oprettede efter ulykken et krisecenter, hvor de passagerer, der ikke er kommet fysisk til skade, kunne få psykologhjælp.

* Ved middagstid onsdag blev centret lukket igen.

* Hos Falck Healthcare har DSB også oprettet et særligt nummer til krisehjælp. Her kan kunder og pårørende ringe for at få hjælp. Nummeret er 70 11 51 55.

* Onsdag kørte der ingen tog over Storebælt. Torsdag kørte togene igen, dog med visse ændringer, da kun et enkelt spor var åbent over broen frem til cirka klokken 17.

Fem kvinder og tre mænd dræbt

Ofrene fra onsdagens togulykke var mellem 27 og 60 år:

* En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn.

* En 51-årig mand fra det nordlige Fyn.

* En 30-årig mand fra Aarhus.

* En 45-årig kvinde fra Odense.

* En 60-årig kvinde fra Odense.

* En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn.

* 59-årige Liss Rasmussen fra Storkøbenhavn.

* 30-årige Kasper Brix Bærndt fra Nuuk.

* Ulykkestoget er kørt væk fra rangerterrænet ved Nyborg og er flyttet til Aarhus.

Powered by Labrador CMS