Efterlyser koldblodighed

FCM-anfører Erik Sviatchenko var godt tilfreds med holdets indsats mod Slavia Prag, men efterlyser skarphed.

Erik Sviatchenko spillede endnu en god kamp for FC Midtjylland, da det blev til 0-0 mod Slavia Prag i Champions League-kvalifikationen. Foto: David W Cerny/Reuters
Udgivet Opdateret

FC Midtjylland fik tirsdag aften 0-0 mod Slavia Prag i det første af to opgør i den afgørende playoffrunde i Champions League-kvalifikationen.

Resultatet giver midtjyderne et godt udgangspunkt forud for returopgøret i Herning. Anfører Erik Sviatchenko er også fint tilfreds med resultatet, men ærgrer sig over, at den sidste skarphed manglede.

Det siger han efter kampen til 3+.

– Det var en hård kamp mod et dygtigt hold, og vi gjorde det fortrinligt.

– Vi manglede lige den sidste snert og koldblodighed i omstillingerne. Det er omstillingerne, vi skal udnytte, og det skal vi gøre på hjemmebane.

Spillede god kamp

Sviatchenko spillede sammen Alexander Scholz endnu en god kamp i det centrale forsvar for de danske mestre.

– Det er det defensive fundament, der har båret os så langt. Og det handler om hele holdets indsats, i forhold til hvordan vi placerer os på banen.

– Vi tror på os selv, og med den indsats vi leverede i dag, så er der muligheder i returopgøret, siger FCM-anføreren.

Træner Brian Priske var også fint tilfreds med tirsdagens indsats – men kunne ligesom Sviatchenko også godt have tænkt sig en scoring.

– Det siger noget om, hvor langt vi er nået, at vi er skuffede over ikke at slå så godt et hold. Vi var ikke helt kyniske i vores afslutninger, siger han til 3+.

Den samlede vinder i playoffrunden kvalificerer sig til gruppespillet i Champions League, mens taberen får lov til at spille Europa League.

Returopgøret spilles 30. september i Herning.

Powered by Labrador CMS