Efterlysning: Tre personer lænser dankort

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere to mænd og en kvinde, som mistænkes for at stå bag adskillige tricktyverier.

Københavns Vestegns Politi efterlyser to mænd og en kvinde, som menes at være udenlandske statsborgere og er mistænkt for adskillige tilfælde af gade-tricktyverier. Tyverierne har blandt andet fundet sted i Søborg, Ballerup og Friheden.

Tyvene aflurer folks pin-koder og skaber derefter forvirring ved for eksempel at påstå, at offeret har tabt penge. Ofrene får så stjålet deres kreditkort, mens de er distraherede eller forvirrede, og efterfølgende har gerningsmanden hævet kontanter i pengeautomater og i butikker i blandt andet København og Malmø med et samlet udbytte over 100.000 kroner.

Gerningsperson A beskrives som mand, 25-30 år gammel, almindelig til kraftig af bygning, kort, mørkt hår med sideskildning i højre side.

Gerningsperson B beskrives som kvinde, 25-30 år gammel, almindelig til kraftig af bygning, langt mørkt hår.

Gerningsperson C beskrives som mand, 25-30 år gammel, kraftig af bygning, kort hår, muligt skæg, tatovering på højre underarm, bærer formentlig briller.

Man kan se overvågningsfotos af de tre mistænkte i galleriet ovenfor.

Hvis man ved noget om de mistænkte, kan man kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.

Powered by Labrador CMS