Ekspert afslører: – Jeg stopper i Luksusfælden

Jan Swyrtz stopper i Luksusfælden. Det bekræfter han over for newsbreak.dk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den ene af eksperterne i TV3-programmet Luksusfælden stopper. Det er 51-årige Jan Swyrtz, der har besluttet at stoppe på programmet:

– Ja, det er korrekt at jeg stopper i Luksusfælden, siger Jan Swyrtz til newsbreak.dk.

– Jeg synes, det er på tide med en pause. Det er faktisk hårdt arbejde at lave Luksusfælden og som eksperter bliver vi jo bombet med en masse negativ energi hele tiden. Så jeg tror det er sundt at få en pause fra det, siger Jan Swyrtz, der ikke i øjeblikket har planer om at vende tilbage til programmet.

Kalder sig pensionist

Jan Swyrtz kalder sig lige nu pensionist på trods af sine 51 år:

– Ja jeg aner jo ikke, hvad dagen bringer. Jeg tager lidt imod det, som byder sig, forklarer han.

Jan Swyrtz tilføjer, at han ikke har levet af Luksusfælden:

– Jeg tjener penge ved aktiehandel, siger han til newsbreak.dk.

Jan Swyrtz har næsten været med fra starten, da TV3 lancerede Luksusfælden. Han har dog haft nogle pauser fra nogle sæsoner.

Hvis du skal fremhæve din værste oplevelse, hvad skulle det så være?

– Det er helt klart, da vi var i Suldrup i Nordjylland, hvor vi skulle hjælpe jockeyen og hans norske kone. De var meget modvillige, og vi brugte jo hele to programmer på at hjælpe dem. Jeg tænkte – hold da op – hvis det er sådan i denne sæson – så lad mig komme ud af det hurtigt, fortæller Jan Swyrtz.

17. sæson af Luksusfælden får premiere på TV3 den 30. august klokken 20. Og det bliver altså sidste sæson, hvor seerne kan opleve Jan Swyrtz. Mette Reissmann og Carsten Linnemann tager endnu en tørn i programmet. Louise Frost vender tilbage efter en pause og ny ekspert er Kenneth Hansen.

Powered by Labrador CMS