Ekspert: Derfor går hackere efter EMA

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har været udsat for hackerangreb. Agenturet er ikke ene om at være interessante for hackere, lyder det fra ekspert.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har været udsat for hackerangreb. Foto: Lex van LIESHOUT/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der godkender vacciner i EU, har været udsat for et hackerangreb. Det oplyser EMA i en pressemeddelelse. Ifølge Ingeniørforeningen kommer det angreb ikke til at stå alene.

Ingeniørforeningen skriver i en pressemeddelelse, at alle virksomheder og institutioner, der arbejder med vacciner mod coronavirus covid-19, må forvente at blive udsat for hackerangreb i fremtiden.

Alle led i kæden er interessante

EMA har hovedkvarter i Amsterdam og har omkring 900 ansatte. Opgaverne går på at godkende og overvåge de lægemidler, der skal eller er godkendt til salg på det europæiske marked.

Det er uvist, om hackerangrebet får betydning for tidsplanen for at evaluere de coronavacciner, der er længst fremme i udviklingen.

Ingeniørforeningen citerer Jørn Guldberg, it-sikkerhedsekspert tilknyttet foreningen, for at sige, at alle led i kæden, der er forbundet omkring vacciner, skal være meget opmærksomme.

– Der har været meldinger om angreb hos medicinalvirksomheder og andre, som har forsinket forskningen i en corona-vaccine, og nu er turen kommet til næste led i kæden, siger Jørn Guldberg i pressemeddelelsen.

Han har også et bud på, hvorfor EMA har været udsat for et angreb.

– Det kan være fremmede magter, der prøver at slå Europas vaccineplaner tilbage til start, professionelle hackere, der gør det med henblik på at profitere på det, eller begge dele, siger Jørn Guldberg i pressemeddelelsen.

Der kommer mere

Det er endnu ikke oplyst, hvornår eller hvordan EMA har været udsat for hackerangrebet. Ligeledes er det uvist, hvem der stod bag angrebet, samt hvorvidt angrebet har forårsaget skade – og i så fald hvor meget.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at hackerangreb mod sundhedsorganisationer er blevet intensiveret under coronapandemien.

Reuters har tidligere dokumenteret, at forskellige hackere er blevet anklaget for at forsøge at få adgang til information om coronavirusset og mulige behandlingsformer.

Der har været tale om hackere med forbindelse til blandt andet Nordkorea, Iran, Vietnam, Kina og Rusland.

Jørn Guldberg regner heller ikke med, at hackerne er færdige, og han tror, at hackerne har haft god tid til at forberede sig på angrebet på næste led i forsyningskæden.

– Det er en meget kompliceret opgave, når corona-vaccinerne skal transporteres rundt i hele verden. Det kræver en større operation, fordi vaccinen skal opbevares på ekstremt lave temperaturer. Det indebærer en høj grad af monitorering, og det er uden tvivl et ømt punkt, som de it-kriminelle vil forsøge at udnytte, siger Jørn Guldberg i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS