Ekspert: Fagforeningsrabat vil batte

LO har med Harald Børsting i spidsen kæmpet med massiv medlemsflugt de seneste år. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/Polfoto
Udgivet Opdateret

LO-toppen har god grund til at glæde sig over, at regeringen vil fordoble fradraget for faglige kontingenter, vurderer professor.

Der er næppe blevet festet, når medlemsstatistikkerne er landet på LO-toppens skriveborde de seneste år.

Medlemmerne er sivet væk i titusindvis, og især 3F og HK har de seneste år kæmpet en indædt krig mod de gule fagforeninger.

Derfor er forslaget fra regeringen om at fordoble fradraget for faglige kontingenter noget, der bliver taget pænt imod hos fagbevægelsen.

Det vurderer professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

– I forhold til at fastholde og rekruttere medlemmer, så er det meget interessant for fagbevægelsen det her. Det er der ingen tvivl om, siger han til Newspaq.

Forslaget, der er en del af SR-regeringens finanslovsforslag, lægger op til, at fradragsloftet for faglige kontingenter skal fordobles fra 3000 kroner til 6000 kroner. Ifølge regeringen vil 1,3 millioner lønmodtagere nyde godt af det forhøjede fradrag, og helt konkret vil et medlem af eksempelvis Dansk Metal spare 900 kroner om året.

Selvom det ifølge Flemming Ibsen “ikke er alverden”, vil det alligevel gøre en forskel, vurderer han.

– Det gør det billigere at være medlem af en LO-fagforening, så det gavner deres konkurrencebetingelser, og det vil batte noget, siger han.

I 2010 blev fradraget for de faglige kontingenter beskåret, så LO-forbundene knap matchede de gule fagforeninger. Siden har LO kæmpet med både at beholde og hverve nye medlemmer. Men med fradragsforslaget, står LO altså til at få en håndsrækning af regeringen, vurderer Flemming Ibsen.

– Det vil i hvert fald fastholde medlemmer, og når man som ung skal vælge, hvilken fagforening, man vil være medlem af, så vil Dansk Metal, 3F og HK, som især er i konkurrence med de gule, nu have en fordel. Så både nyrekruttering og fastholdelse er meget interessant i forhold til det her forslag, siger han.

Forslaget koster 500 millioner kroner og skal indgå i regeringens finanslovsforslag, som ventes at blive præsenteret i næste uge.

Newspaq

Powered by Labrador CMS