Ekspert i uhygge: Derfor er klovne mega-uhyggelige

Sjov eller uhyggelig? Mathias Clasen, der forsker i gys og horror, mener, at der er mange gode grunde til at at mange er bange for klovne. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Mathias Clasen, der forsker i uhygge, mener, at der er rigtig mange gode grunde til, at vi er bange for klovne.

Natten mellem tirsdag og onsdag skræmte en person i klovneudklædning nær livet af en kvinde Hjørring, da personen gik bag ved kvinden med et jernrør i hånden og grinte højlydt. Politiet eftersøger nu den uhyggelige klovn. Historien gav mange kommentarer på Facebook fra folk, der så episoden som beviset på, at klovne er farlige.

– Derfor har jeg aldrig kunne lide klovne – ikke engang som barn syntes jeg, de var sjove, skriver Facebook-brugeren Tanja Bartels Hansen i en kommentar til artiklen.

Alle ved, klovne er uhyggelige

Denne klovne-gyserhistorie fra den virkelige verden er langt fra den første gang, at en klovn optræder som en ondskabsfuld og skrækindjagende figur. Kunsthistorien og populærkulturen vrimler med klovne-monstre, og det er der rigtigt gode grunde til, mener Mathias Clasen, der er adjunkt på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Medier og ofte betegnes som monster-forsker. Han forsker i horror og gys i film og litteratur.

– Alle ved, at klovne er uhyggelige på nær cirkusserne, de er de eneste, der ikke har opdaget det, siger han.

En af hovedårsagerne til, at klovne er uhyggelige er ifølge Mathias Clasen, at de er utilregnelige.

– Det er voksne mænd, der opfører sig barnligt. De opfører sig som børnehavebørn, og børn opfører sig jo psykopatisk. Når de sidder i en sandkasse, så sidder de jo og smadrer hinanden oven i hovedet med skovle, forklarer Mathias Clasen.

Han fortæller også, at klovne dukker op som mordere og onde karakterer mange hundrede år tilbage i litteraturen og kunsten.

For mange voksne mennesker kan frygten for klovnen blive en decideret fobi. Det kaldes Coulrofobi. Mathias Clasen fortæller, at klovne er en af de fobier, som folk ofte beretter om i undersøgelser. Hans personlige erfaring er, at der er flere kvinder end mænd, der er bange for klovne, men han ved ikke, om det er undersøgt videnskabeligt.

Voldspsykopater med glad mund

Udover den voldelige og barnlige opførsel, fortæller Mathias Clasen, at klovnenes udklædning og sminke også er med til at trykke på mange personers frygtknapper.

– De slører deres ansigtstræk med maling, og det gør os urolige. Vi kan ikke aflæse dem ordentligt, siger han, og fortæller, at seriemordere og monstre netop ofte er kendetegnet ved at de skjuler deres ansigt eller bærer masker.

Mathias Clasen mener altså, at det er helt naturligt, at klovne udløser angst.

– De har en stor glad mund, selvom de opfører sig som voldspsykopater, siger han.

Powered by Labrador CMS