Ekstraordinær shawarma-kontrol efter bakteriefund

Der er strammet gevaldigt op hos landets 1200 shawarmabarer. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Der er blevet rettet op på hygiejnen rundt om på landets shawarmabarer. Det sker efter at syv personer sidste år blev smittet med bakterien VTEC – formentlig som følge af at have spist shawarma.

Meldingen kommer fra Fødevarestyrelsen, der tidligere i år gennemførte en ekstraordinær landsdækkende kontrol hos samtlige af landets 1.200 kebab- og shawarmabarer.

Her blev det kontrolleret, hvorvidt stederne levede op til kravene om blandt andet køkkenhygiejne, opvarmning og nedkøling.

Fødevarestyrelsen har givet en glad smiley til otte ud af ti steder, hvilket er en forbedring fra sidste år, hvor tallet var syv ud af ti.

»Vores kontrol viser heldigvis, at indsatsen for at få rettet op på butikkernes håndtering af fødevarer har virket. Men der er stadig plads til forbedring. Derfor vil vi fortsat holde øje med branchen, så de kan få minimeret risikoen for, at deres kunder får en ubehagelig bakterie som VTEC med i købet, når de bestiller en kebab eller en shawarma,« siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen, Annette Perge, i en skriftlig kommentar.

BNB

Powered by Labrador CMS