Energigigant ramt af hackerangreb

Foto: Scanpix (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Den østjyske energigigant NRGI kan nu skrive sig ind i rækken af større virksomheder, der har oplevet at blive hacket.

Fredag opdagede virksomhedens IT-overvågning, at en række servere havde været udsat for angreb. Umiddelbart efter lå virksomhedens hjemmeside, app og telefonsystemer døde.

Tirsdag er de fleste systemer oppe at køre igen, men derfor tager selskabet alligevel angrebet meget alvorligt.

»Vi har i første omgang koncentreret os om at få tingene op at køre igen. Den næste fase er at finde ud af, hvad det er, der er sket, og hvordan det kunne lade sig gøre,« siger Søren Sørensen, administrerende direktør i NRGI .

Til den øvelse har man involveret IT-sikkerhedsfirmaet CSIS, der skal hjælpe med at klarlægge omfanget af angrebet og finde de skyldige.

Det er endnu usikkert, hvad formålet med angrebet har været, men Søren Sørensen understreger, at personfølsomme oplysninger fra de tusindvis af kunder ikke er faldet hackerne i hænde.

De indledende undersøgelser tyder heller ikke på, at energiselskabets beskyttelse har været utilstrækkelig i forhold til at modstå angrebet.

»Der er ikke noget, der tyder på, at der har været mangler. Men vi ved, at hackerangreb nok er kommet for at blive, og det er svært at lave fuldstændig sikre systemer. Vi vil selvfølgelig forsøge at tage bestik af situationen og vurdere, om der er behov for ændringer,« siger Søren Sørensen.

Selskabets kunder har først og fremmest oplevet gener ved, at selskabets hjemmeside, app og telefonsystem har været nede.

Mandag havde medarbejdere fortsat vanskeligt ved at tilgå NRGIs IT-systemer.

De seneste år har stadig flere virksomheder oplevet at blive udsat for hackerangreb. Tilbage i januar blev Gribskov og Nordfyns Kommune ramt af angreb, mens Erhvervs- og Vækstministeriet og Søfartsstyrelsen tidligere har været ofre for samme øvelse.

Powered by Labrador CMS