Enhedslisten skuffet over økologisk dyrevelfærd

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Enhedslisten vil gøre det klart for de økologiske svineproducenter, at de slet ikke er i mål med at højne niveauet af dyrevelfærd i deres branche.

Det siger folketingskandidat Maria Gjerding, der er partiets fødevareordfører under valgkampen, efter det er kommet frem, at de økologiske svin ikke er mere raske end svin, der opdrættes på konventionel facon.

»Man kan i hvert fald sige, at der er noget, der mangler at blive arbejdet med. Dyrevelfærden skal forbedres – også i den økologiske produktion. Det skal vi prioritere fremadrettet. Og vi skal sørge for at hjælpe de økologiske svineproducenter med at arbejde videre med de her problemer, så vi også her kan få et løft af dyrevelfærden,« siger Maria Gjerding.

En undersøgelse foretaget af brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer viser, at økologiske svin og frilandssvin er lige så ofte syge som de konventionelle slagtesvin. Organisationen har undersøgt 200.000 økologiske svin og frilandssvin og sammenlignet deres helbred ved ankomst til slagteriet med 1,2 millioner konventionelle svins helbred.

Undersøgelsen viser, at næsten fire ud af ti svin fra begge produktionsformer har spor efter sygdom og skader, og det skuffer Maria Gjerding.

»Vi ved jo, at de økologiske svin har det markant bedre. Derfor ærgrer det mig, at der tilsyneladende stadig er så store problemer og så meget, der stadig skal arbejdes med i den økologiske produktion,« siger hun.

I april blev Enhedslisten sammen med regeringen og SF enige om at afsætte 240 millioner kroner årligt fra 2016 til 2018 til økologisk landbrug. Pengene kommer fra EUs landdistriktsmidler.

En del af de penge bør gå til bedre forhold i den økologiske svineproduktion, mener Maria Gjerding.

Powered by Labrador CMS