Er din pension væk? PKA taber 800 millioner

Der bliver måske mindre at rutte med efter at PKA har tabt 800 millioner. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Pensionskassen PKA har tabt 800 millioner kroner på investeringer af medlemmernes penge til virksomheden Genan.

Beløbene er så store, at selv eksperterne spærrer øjnene op.

PKA har tabt 800 millioner pensions-kroner på fejlinvesteringer i den fallittruede virksomhed Genan, der indsamler og genbruger gamle bildæk.

260.000 danskere får deres pensionsopsparing administreret af PKA – og de kan nu læse i Jyllands Posten Erhverv, hvordan eksperter undrer sig over PKA’s store tab.

– Det er usædvanligt at investere så stort et beløb i en enkelt mindre virksomhed og når værdien så senere må nedskrives til en fjerdedel af investeringen, så er der noget hjemmearbejde, som ikke har været godt nok, siger Finn Østrup, der er professor ved Copenhagen Business School til Jyllands-Posten.

Eksperterne understreger overfor avisen, at det kan være svært at gardere sig mod sådanne sager, men de pointerer, at når en virksomhed ejer 45 procent af aktierne i et selskab, som tilfældet er for pensionskassen, vil man normalt være meget opmærksom på, hvordan virksomhedens drift ser ud.

Fra pensionskassen lyder det, at sagen er ‘dybt, dybt beklagelig’, og de har nu iværksat en undersøgelse, som skal klarlægge, hvorfor PKA ikke selv opdagede problemer, da de i 2007 investerede 900 millioner kroner i Genan.

PKA har i dag meddelt, at de har overtaget magten i miljøselskabet Genan. Der er nu fundet en løsning om den fremtidige drift af selskabet mellem de to storaktionærer PKA og Bent A. Nielsen. Prisen vil afhænge af den fremtidige udvikling i selskabernes værdi, det skriver Ritzau.

Powered by Labrador CMS