Et flertal af danskerne er imod nye kampfly

Udgivet Opdateret

Er du enig i, at vi skal skrotte indkøbet af kampfly for 30 milliarder kroner og i stedet bruge pengene på vores skoler og hospitaler? Så er du på linje med et flertal af danskerne.

En ny måling lavet af Gallup for Enhedslisten viser, at knap 60 procent af danskerne enige eller overvejende enige i at droppe det planlagte indkøb af kampfly til fordel for renovering og forbedring af skoler, daginstitutioner, plejehjem og hospitaler. 30 procent er uenige eller overvejende uenige, mens cirka ti procent svarer »ved ikke«.

Målingen kommer samme dag som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mødes med NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg. Som statsminister i Norge stod Stoltenberg for at hæve forsvarsbudgetterne i landet til et niveau, der bringer dem blandt de højeste i NATO, skrev tv2.dk i forbindelse med Stoltenbergs udnævnelse til leder af forsvarsalliancen sidste år. I øvrigt har Norge også bestilt nye F-35 kampfly.

Et af regeringens argumenter for indkøbene af de nye kampfly er netop, at Danmark skal kunne deltage i NATO-missioner.

Ikke overraskende er det Enhedslistens egne vælgere, der er mest imod at bruge 30 milliarder på kampfly. Tæt på 90 procent af dem vil hellere bruge pengene på velfærd. Men også Socialdemokraternes og især de Radikales vælgere foretrækker velfærd frem for kampfly. Over halvdelen af de Radikales vælgere vil hellere have bedre skoler end kampfly, mens det samme gælder for over 60 procent af Socialdemokraternes vælgere. De mest positivt indstillede over for kampflyene findes blandt dem, der sætter kryds ved de Konservative. Her er det »kun« 40 procent, der foretrækker velfærd i stedet for kampfly.

»Vi bliver nødt til at forholde os til, at Danmark er mere truet af klimaforandringerne end af russisk invasion. Det er langt mere fornuftigt at klimarenovere vores skoler, plejehjem og andre offentlige bygninger end at bruge milliarder på kampfly, så vi kan deltage i nye forfejlede krige,« siger Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Folketinget skal snart drøfte et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som pålægger forligspartierne mere åbenhed omkring flyindkøbet og sikrer, at Folketinget bliver orienteret om processen. Ligeledes har Enhedslisten indkaldt en forespørgselsdebat i Folketinget for at drøfte, om Danmark overhovedet har brug for nye kampfly.

Powered by Labrador CMS