Få 14 dage mere til at sende julegaven retur

Modelfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Fik du en julegave, som skal sendes tilbage til webshoppen, kan du skaffe dig ekstra tid til at sende gaven retur og få pengene igen.

Havde kjolen den forkerte farve eller fik du en Playstation for meget til jul? Så kan det være sidste udkald for at sende gaven retur til webshoppen, hvor den blev købt.

Fortrydelsesretten for køb på internettet udløber nemlig 14 dage efter, varen er modtaget hos den, der skal have den. Og er den bestilt i god tid før jul, kan fristen være udløbet allerede nu.

Men er der stadig dage at løbe på, kan du inden fristens udløb få gavegiveren til at sende en e-mail til webshoppen og få 14 dage ekstra til at returnere varen, forklarer Henrik Sedenmark, chefkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

– I så fald skal man inden for de første 14 dage efter modtagelsen give besked til sælgeren om, at man fortryder købet. Det kan være på e-mail, hvor man utvetydigt tilkendegiver, at man fortryder. Og derefter har man yderligere 14 dage til at returnere varen, siger han til Newspaq.

Som udgangspunkt er det kun den person, der har bestilt varen, der kan fortryde det igen. Pengene bliver ligeledes tilbageført til den bankkonto eller det kreditkort, varen er blevet købt fra.

Hos Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer, forklarer chefkonsulent Bo Dalsgaard, at vilkårene for fortrydelse fremgår af webshoppens betingelser på hjemmesiden og af kvitteringen for købet.

– Det vigtige er, at virksomheden kan identificere, hvad det er for et køb, der fortrydes. Typisk vil det være en god ide at sende et ordrenummer med i e-mailen foruden navn og adresse. Men der kan være varianter fra butik til butik, siger han til Newspaq.

Hvis kjolen eller den overflødige Playstation skal sendes retur, siger reglerne, at varen skal være i “væsentlig samme stand”, som da den blev modtaget. Det betyder, at varerne gerne må være pakket ud og afprøvet, men uden at værdien er forringet.

Og for en række varer – eksempelvis cd’er – hvor det er tydeligt for forbrugeren, at emballagen har værdi for varen, skal den sendes retur heri. Det samme gælder, hvis emballagen har en betydning for, at varen kan sendes retur uden at tage skade af transporten.

Newspaq

Powered by Labrador CMS