Faders anmeldelse om indbrud førte til en anden sandhed

Nu skal faderen muligvis have sig en snak med sin datter istedet.

Resternbe af en smoothie og et rodet værelse fik en bekymret far til at ringe efter politiet. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

En far fik sig en ordentlig forskrækkelse, da han mandag, 8. januar, gik ind på sin datters værelse. Det fortæller Nordsjællands Politi i et Facebook-opslag. Familien bor i Allerød, og faderen var overbevist om, at der havde været en indbrudstyv forbi værelset.

For ham at se var der to ting, der pegede i den retning; værelset så ud til at være gennemrodet, og udover det var der smurt noget mærkeligt stads ud over væggen. Faderen valgte derfor at ringe efter politiet, og hos politiet valgte man at sende en patrulje afsted.

Aftalen blev, at politiet ville kigge forbi senere på dagen for at lede efter spor, men inden betjentene nåede at tage afsted, ringede faderen igen. Han fortalte, at de nok ikke havde brug for politiets hjælp til at opklare sagen om det rodede værelse og de snavsede vægge. Han havde selv løst gåden.

Gæring

Det viser sig, at snavset på væggene var rester af blendet frugt. Faderens bedste bud er, at der har ligget en gammel smoothie et sted derinde, der er har gæret, til den er eksploderet ud over værelsets vægge, møblement og andet indbo.

Rodet var i øvrigt bare dattens rod, og derfor var der altså ikke grobund for en politimæssig indsats. I Facebook-opslaget bliver det i øvrigt også understreget, at man aldrig må true sine børn med at ringe til politiet, hvis ikke de rydder op på deres værelser.

Powered by Labrador CMS