Fagbevægelsen i historisk udmelding

Regeringen vil se på system med skatter og afgifter i forbindelse med grøn omstilling, siger klimaminister.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) siger til fagbevægelsens forslag om en CO2-afgift, at regeringen vil “se på skatte- og afgiftssystemet i forbindelse med den grønne omstilling”. Det siger han i et skriftligt svar til Politiken. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er ikke mange dage siden, at regeringen begyndte de indledende forhandlinger om en klimaplan med Folketingets partier. Nu melder en samlet fagbevægelse sig for første gang på banen med et udspil til at bekæmpe klimaforandringer. Og det gør den med ønske om en klimaskat og afgifter på fly, skriver Politiken ifælge Ritzau.

Spørger man Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, er der ingen vej udenom.

– Det er utopi at tro, at der ikke skal være klimaafgifter. Den grønne omstilling kommer til at koste noget for os alle sammen, siger hun til Politiken. I bunden af artiklen kan du se hendes svar på tre konkrete spørgsmål.

En klimaskat – også kaldet CO2-afgifter – gør varer, der belaster klimaet, dyrere, så incitamentet til at købe dem bliver mindre.

Indenfor fem år

Fagbevægelsens Hovedorganisation foreslår at nedsætte en kommission, der skal udarbejde konkrete bud på CO2-afgifter, der ikke øger uligheden, og som samtidig ikke fører til, at produktion flytter til udlandet.

Afgifterne skal være indført i 2025, og for at det kan lade sig gøre, skal kommissionen være færdig med sit arbejde om to år, mener Lizette Risgaard, som efterspørger, at der indgås aftaler snart.

Forslaget om en klimaskat ligger på linje med det, som Klimarådet, de økonomiske vismænd og flere organisationer tidligere har foreslået. Ud over CO2-afgifter ønsker fagbevægelsen ligeledes, at der lægges afgifter på fly. Det må gerne ske på den korte bane, siger hun til avisen.

I Radikale Venstre er klimaordfører Ruben Kidde begejstret for FH’s udmelding. En CO2-afgift er nemlig omdrejningspunktet i partiets klimaplan.

– Jeg synes, det er enormt positivt, at fagbevægelsen også melder sig ind i klimakampen med så stærkt et budskab om, at CO2-afgifter er den billigste og mest effektive måde at realisere den grønne omstilling, og at det også er i det arbejdende folks interesse i Danmark, at den grønne omstilling skal gøres så billigt som muligt, siger han til Ritzau.

Ingen flyskat nu

I et skriftligt svar til Politiken siger klimaminister Dan Jørgensen (S), at regeringen vil “se på skatte- og afgiftssystemet i forbindelse med den grønne omstilling”. Han specificerer ikke hvornår.

Men en flyskat kommer ikke nu, siger han med henvisning til at luftfartsbranchen er “i knæ”.

Det er en fejl, mener SF’s klimaordfører, Signe Munk. Partiet ønsker, at der kommer en flyafgift, og at den skal indfases gradvist.

– Den skal selvfølgelig indfases med respekt for den situation, dansk luftfart er i med corona. Men hverdagen vender altså tilbage på et tidspunkt. Og der vil fly stadig være ekstremt klimabelastende og være uden særlig høje afgifter, siger hun til Ritzau.

Tre skarpe til Lizette Risgaard

For første gang har den samlede fagbevægelse præsenteret et udspil til at bekæmpe klimaforandringer.

Ambitionen er at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Det skal ske ved hjælp af klimaskat og afgifter på fly.

Her er tre spørgsmål til formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard:

Spørgsmål: Hvorfor mener den samlede fagbevægelse, at det er på tide med sådan et udspil, som I nu er kommet med?

– Det er fordi, at vi mener, at den grønne omstilling ikke bare omhandler klima. Den omhandler alt på et arbejdsmarked.

– Derfor tager vi medarbejderinddragelse, arbejdsmiljø, uddannelse og tryghed med også. For i vores plan går klima samt en social og retfærdig omstilling hånd i hånd.

Spørgsmål: I siger, at man med jeres plan kan sænke mængden af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Hvordan er I kommet frem til, at det kan lade sig gøre?

– Det er vi ved, at alle store sektorer går ind og er med til at lave omstilling.

– Det, vi også siger, er, at der skal nedsættes en ekspertkommission, som skal designe og foreslå forskellige klimaafgifter – vel og mærke på en måde, som tager hensyn til risiko for udflytning af produktion og ulighed.

– Vi ser, at klimaafgifterne skal leve op til hensynene, og at de skal det inden 2025, for at vi kan nå målet til 2030.

Spørgsmål: For at nå de her mål bliver der blandt andet foreslået afgifter på fly. Hvorfor er det det rette tidspunkt at belaste luftfartsbranchen med ekstra afgifter, taget i betragtning at det er en branche, som i forvejen er stærkt presset af coronasituationen?

– Det er klart, at coronasituationen er en helt ekstraordinær situation. Derfor er det heller ikke sådan, at der skal indføres afgifter til en branche, hvor der slet ikke flyves i øjeblikket.

– Men det, vi ønsker, er, at der bliver lavet en plan for, hvornår flyafgifter giver mening. Flytransport er jo noget af det, der sviner mest, og derfor følger det vores princip om, at forureneren betaler.

– Derfor er det en god idé både at sørge for, at vi som kunder betaler en flyafgift, men at vi også gør det på en måde, hvor man sikrer sig, at producenterne både af fly og af brændstof har et incitament til at sørge for, at det, vi snart kommer til at flyve på, er grønt.

– Og det er klart, at det skal der turbo på.

Powered by Labrador CMS