Falske hjemmesider vil stjæle dit Nemid

Center for Cybersikkerhed advarer om flere falske hjemmesider, der vil stjæle Nemid-oplysninger.

Sådan ser den falske hjemmeside ud. Foto: Mit Digitale Selvforsvar
Udgivet Opdateret

Det er efterhånden kendt for de fleste, at der på nettet er tonsvis af fælder, man kan falde i.

Center for Cybersikkerhed har fundet frem til yderligere to, da to falske hjemmesider forsøger at lokke Nemid-oplysninger ud af danskerne.

Det fremgår af appen Mit Digitale Selvforsvar.

Desuden har Center for Cybersikkerhed også advaret om hjemmesiderne på deres Twitter.

Log ikke ind

Der advares mod en falsk hjemmeside, der udgiver sig for at være en Nemid-loginside, som de fleste danskere kender den.

Dog er der ikke tale om en faktisk loginside. Eneste formål den falske hjemmeside har, er at lokke Nemid-oplysninger ud af brugeren.

Hjemmesiden minder meget om Skat.dk, men med visse væsentlige ændringer i navnet.

Den falske hjemmeside er skat-dk[.]cc.

Sådan ser den falske hjemmeside ud. Foto: Mit Digitale Selvforsvar
Sådan ser den falske hjemmeside ud. Foto: Mit Digitale Selvforsvar

På Mit Digitale Selvforsvar anbefales det, at borgere finder frem til selvbetjening hos Skat gennem borger.dk. På denne måde er man sikker på at komme på den korrekte hjemmeside.

Klapper fælden, skal dit Nemid-nøglekort spærres med det samme, ligesom at du skal tage kontakt til din bank, samt anmelde det til politiet.

Sender sms

Men det er ikke den eneste advarsel vedrørende svindel med Nemid-oplysninger, der er i omløb.

Endnu en falsk hjemmeside forsøger ligeledes at lokke oplysninger ud af brugerne.

Det fremgår også af Mit Digitale Selvforsvar.

I dette tilfælde lokkes danskere ind på den falske hjemmeside via sms’er. Når man har trykket på linket i sms’en, kommer man ind på en hjemmeside, der imiterer en typisk loginside for Nemid.

Når brugeren har indtastet Nemid-oplysninger, bliver de sendt videre til en side, hvor brugeren bliver bedt om at uploade et billede af ens Nemid nøglekort.

Hjemmesiden der er falsk er sst-corona[.]com.

Sådan ser den falske hjemmeside ud, der findes link til i sms’en ud. Foto: Mit Digitale Selvforsvar
Sådan ser den falske hjemmeside ud, der findes link til i sms’en ud. Foto: Mit Digitale Selvforsvar

Center for Cybersikkerhed opfordrer danskere til aldrig at tage et billede af et nøglekort. Ingen myndigheder ville bede om sådan et.

Det understreges også, at myndigheder ikke vil bede folk følge et link til et log-in med Nemid.

Er man blevet udsat for svindlen, skal man ligeledes spærre nøglekort, kontakte ens bank og anmelde svindlen til politiet.

Powered by Labrador CMS