Falske penge i omløb

Politiet mener ikke at der er et større beløb i falske penge i omløb.

Lørdag fik Østjyllands Politi anmeldelse om alske penge i omløb i Aarhus. Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Der er falske penge i omløb i Aarhus.

Lørdag ved 12.20-tiden forsøgte en kvinde, at betale med en falsk 500 krone seddel på en café i Aarhus.

Hun blev senere anholdt og fundet i besiddelse af flere falske sedler, både 50 – 100 – 500 og 1000 krone sedler.

Den foreløbige efterforskning har vist, at der er betalt med falske sedler i et supermarked i Trige og flere andre steder i Aarhus området.

Et vidne efterlyses af politiet. Der er tale om en asiatisk udseende kvinde, der lørdag mellem klokken 15 og 15.30 i et supermarked i Trige modtog en 500 krone seddel i byttepenge. Sedlen er falsk og kvinden bedes kontakte politiet på 114.

Ikke større beløb i omløb

Østjyllands Politi mener dog ikke, at der er et større beløb af falske penge i omløb:

– De anholdte har fortalt, at de har fundet pengene. Og vi har ikke fået anmeldelser om flere forretningsdrivende, der har modtaget falske penge, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Martin Christensen, til newsbreak.dk.

Politiet anholdt lørdag en 41-årige kvinde samt en 40-årig mand fra Trige. De er sigtet i sagen og løsladt igen.

Powered by Labrador CMS