Får sparket som træner

Sønderjyske har fyret Klavs Bruun Jørgensen, fordi holdets potentiale ikke bliver indfriet

Udgivet Opdateret

Klavs Bruun Jørgensen er fortid som cheftræner i håndboldklubben Sønderjyske.

Sønderjyderne skriver i en pressemeddelelse, at de har fyret den tidligere landstræner, fordi resultaterne ikke har været gode nok.

Holdet har potentiale til mere, mener direktør Hans Christian Jensen.

– Vi er gået ind til denne sæson med målsætningen om, at Sønderjyske skal kvalificere sig til DM-slutspillet. Det har vi spillermaterialet til. Det er ikke lykkedes at få forløst holdets potentiale og få indfriet de sportslige ambitioner.

- Vi har en rigtig god trup, som kan spille rigtig god håndbold, men resultaterne har bare været for svingende, og det har vi nu taget konsekvensen af, siger han.

Et år

Det blev til et år i jobbet for Klavs Bruun Jørgensen, der overtog i november sidste år efter klubbens fyring af Jan Pytlick.

Sønderjyske kæmper for at blive en del af top-8, som får adgang til medaljeslutspillet.

Efter ti kampe har holdet blot skrabet seks point sammen, og der er fem point op til TTH Holstebro og Fredericia Håndboldklub, der sidder på de yderste slutspilsmandater.

– Nu rykker vi tættere sammen i omklædningsrummet. Der venter otte vigtige kampe før vinterpausen, og her skal vi levere på vores værdier med et stærkt sammenhold og hårdt arbejde. Det bliver afgørende for, hvordan vi kommer til at definere resten af sæsonen, siger Sønderjyske-direktøren.

Klavs Bruun Jørgensen, der her ses i sin tid som landstræner, fik et år som cheftræner i Sønderjyske.
Klavs Bruun Jørgensen, der her ses i sin tid som landstræner, fik et år som cheftræner i Sønderjyske.

Assistent tager over

Assistenten Rasmus Glad Vandbæk tager over.

- En enig bestyrelse og direktion har tillid til, at Rasmus Glad Vandbæk i et tæt samarbejde med sportsmanager Thomas Mogensen kan løfte opgaven og udfordringerne sammen med spillertruppen. Det er der 100 procent opbakning til fra alle bag holdet, siger Hans Christian Jensen.

Powered by Labrador CMS