Farlig og frygtet bande har kurs mod Aarhus

Ifølge lokalavis' oplysninger har berygtet københavner-bande sine øjne rettet mod Aarhus.

Loyal to Familia er tilsyneladende på vej mod Aarhus. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Navnet Loyal to Familia er næppe ukendt for københavnere, mens det i Aarhus og det meste af Danmark ikke så ofte er noget, man støder på. Det kan nu ændre sig, mener Aarhus Stiftstidende at vide.

Ifølge avisens oplysninger er den voldsomme og berygtede bande nemlig på vej til landets næststørste by. Avisen skriver, at der allerede er fundet kommende medlemmer til en afdeling i Aarhus, hvor klubben åbenbart forventes at slå sig ned inden for få måneder.

Politiet i Aarhus vil ikke konkret bekræfte avisens oplysninger, men siger dog:

– Vi følger altid situationen, hvad angår rockergrupper og bander, og vi har selvfølgelig skarpt fokus på bander, der allerede er i Aarhus – eller har planer om at etablere sig i Aarhus, siger politiinspektør Lau Brun Thygesen, der er linjechef for efterforskningscenteret, til Aarhus Stiftstidende.

I Aarhus er forvejen Hells Angels, der har slået sig ned i forstaden Lystrup, mens også Black Army huserer. Dog sjældent i bybilledet, som det ses i indvandrerbandens hovedby Odense.

Loyal to Familia (LTF) er kendt fra særligt Blågårdsplads i København-bydelen Nørrebro og er tidligere gået under navnet Blågårdsbanden.

Shuaib Khan, der ifølge Stiften.dk er en af de ledende figurer i banden, blev i 2008 dømt for dødsvold i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor den da 21-årige William Lennon Davis blev dræbt af 14 knivstik. Den københavnske bandeleder har de seneste år siddet fængslet for andre domme, men blev løsladt i slutningen af marts 2017, skriver Stiften.

Læs mere om Loyal to Familia her:

Powered by Labrador CMS