FC Midtjylland videre i Europa
Flot avancement i Europa League
Torsdag fik tilskuerne på MCH Arena for alvor noget at juble over, da FC Midtjylland spillede sig videre til knockoutrunderne i Europa League med en sejr på 2-0 over østrigske Sturm Graz.
Sejren kom i hus takket være en stor indsats fra Gustav Isaksen, der blev noteret for to flotte oplæg til angrebskollegaen Anders Dreyer.
De tre point betyder, at FCM sniger sig op på andenpladsen i gruppen, fordi midtjyderne har en bedre målscore end Sturm Graz og Lazio, der ligesom FCM endte på otte point.
Det gjorde gruppens tophold, Feyenoord, også, og så skulle rækkefølgen afgøres på målscore. Her endte hollænderne altså øverst. De vandt torsdag 1-0 over Lazio.
Kan møde FC Barcelona
Med førstepladsen går Feyenoord direkte videre til Europa Leagues ottendedelsfinaler, mens FC Midtjylland skal ud i en vind eller forsvind-duel om en plads i ottendedelsfinalerne.
Med sin tredjeplads ryger Lazio ned i Conference League, mens Sturm Graz og William Bøving er færdige i europæisk fodbold i denne sæson.
Der er lodtrækning til FC Midtjyllands playoffkamp på mandag, hvor hold som FC Barcelona og Juventus er i bowlen.
Selv om Sturm Graz kom frem til de største chancer i starten af kampen, var det FCM, der bragte sig foran, da der var spillet knap et kvarter.
Gæster satsede
Anders Dreyer stod for scoringen, efter han blev serveret bolden af angrebskollegaen Gustav Isaksen, der var løbet langt på et målspark.
Scoringen ændrede ikke det store på kampbilledet, men mod slutningen af halvlegen blev FCM bedre til at neutralisere gæsternes angreb.
Efter pausen satsede gæsterne for at få en udligning, men midtjyderne stod kompakt i forsvaret og kom frem til fine muligheder i den anden ende.
Det var derfor ikke ufortjent, da Anders Dreyer kunne fordoble sin måltotal i 72. minut efter et iskoldt oplæg fra Gustav Isaksen.
Blev aldrig farlige
Mod slutningen af kampen kæmpede Sturm Graz for at komme tilbage i kampen, men gæsterne blev aldrig farlige, og kampen endte derfor 2-0.