Fejrede ikke sølvbryllup

Når det kommer til kærlighed, er det aldrig til at vide, hvor lang tid man har sammen. Derfor er taknemmelighed en stor del af Bodil Jørgensens ægteskab

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Bodil Jørgensen og Morten Søborg har delt liv og kærlighed i 25 år, uden at fejre sølvbryllup, men med daglig taknemmelighed.

Skuespilleren reflekterer over ægteskabets kompleksitet i filmen 'Rom', hvor hun spiller hovedrollen som Gerda.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hver aften - inden Bodil Jørgensen lægger sig til at sove - siger den 62-årige skuespiller til sin mand, filmfotografen Morten Søborg: "Tak for en dejlig dag".

Det er både en tak for livet og for endnu en dag med den kærlighed, som de har delt gennem 25 år.

- Vi har ikke fejret sølvbryllup, men vi er gode til at huske hinanden på, hvor mange år vi har været sammen og takke for livet, siger hun.

Ingen dans på roser

Men det er ikke udelukkende en dans på roser at være gift i en årrække.

Det lange - og til tider svære - ægteskab er omdrejningspunktet i filmen "Rom".

Bodil Jørgensen har hovedrollen som Gerda. Hun er gift med Kristoffer, der spilles af Kristian Halken, og de fejrer 40-års bryllupsdag i den italienske hovedstad, Rom.

Karakter rammes af tvivl

Gerda studerede kunst i Rom som ung. Da hun vender tilbage til de gamle gader og møder sin tidligere kunstprofessor - og elsker - Johannes, spillet af svenske Rolf Lassgård, rammes hun af tvivlen om, om hendes liv nu er blevet, som hun ønskede det.

- Det er en fin film om livet levet. Historien er tankevækkende: "Blev jeg den, jeg vil være? Kom jeg dertil, hvor jeg skulle? Fik jeg malet nok? Fik jeg levet? Fik jeg elsket?", siger Bodil Jørgensen.

Kender det selv

Trods deres forskelligheder skal både Gerda og Kristoffer nu finde tilbage til sig selv, hinanden og kærligheden.

Ligesom Gerda og Kristoffer er Bodil Jørgensen og hendes mand, Morten Søborg, også meget forskellige, fortæller skuespilleren.

Derfor kræver det også, at de bærer over med og respekterer hinandens forskelligheder.

En stor gave

- Han kunne godt fortælle mig, at jeg burde være mere hjemme eller sammen med ham, men i stedet giver han mig fri til også at være noget for andre. Det har altid været en stor gave, siger Bodil Jørgensen.

Hun kalder det, at "kærligheden udvider sig".

Forelskelsen er flyvsk, forklarer Bodil Jørgensen. Den kommer forbi en dag, kryber ind i en og bor der en tid. Hvor længe den bliver, ved man ikke.

Ofrer ting for hinanden

Når forelskelsen så bliver til et forhold, hvor der kommer børn ind i billedet, og man ofrer nogle ting for hinanden, og livet går sin gang, kan man ikke længere lade sig rive med af forelskelsen.

- Så udvider kærligheden sig. Morten og jeg kan også holde af verden sammen. Kærligheden bliver på en måde større end bare lige til os to og vores familie, siger Bodil Jørgensen.

For hende handler det også om at "passe på noget sammen".

Bodil Jørgensen har i mange år lavet både teater, film og satire. Fra 22. februar kan man se hende i hovedrollen som Gerda i filmen "Rom", der er instrueret af Niclas Bendixen. (Arkivfoto).

Har to børn

Parret har to børn, sønnen Østen på 22 år og datteren Rigmor på 15 år.

Derudover har Bodil Jørgensen også sin 27-årige søn, Johannes, fra ægteskabet med teaterinstruktøren Henrik Sartou.

Men det er ikke kun tilværelsen med børn og hund, der skal passes på. Det er også kærligheden, der skal plejes ved at opleve noget nyt sammen.

Bør tale om det

Bodil Jørgensen og Morten Søborg går ofte lange ture sammen i naturen, hvor de får vendt både stort og småt.

Det kunne Gerda og Kristoffer også have godt af, mener skuespilleren. For det ville give anledning til at få talt om det, der har med dem at gøre.

- Man spørger ikke bare sådan lige sin partner, om vedkommende har fortrudt at være sammen med en de sidste 40 år. Men man skal kunne tale om det, der gør ondt - også selv om det er svært, siger Bodil Jørgensen.

Man tilgiver

Personligt bryder hun sig ikke om at gøre andre kede af det, men det kan være nødvendigt at få sandheden på bordet, fortæller hun.

Så er det heldigt, at kærligheden er tilgivende.

- Man tilgiver hinanden meget, når man elsker hinanden. Jeg behøver ikke kende alle min mands tanker. Jeg kender ham nok til at vide, at han er der for mig. Jeg kan diskutere ting med ham, og han tilgiver mine tossede meninger, siger hun.

Altid en dag i morgen 

Det er "Rom" et godt billede på, mener skuespilleren.

- Der er aldrig noget, der størkner og stivner. Der er altid en dag i morgen, hvor man kan begynde igen eller få sagt det, man gerne ville. Og det skal man bare gøre, siger hun.

Måske netop af den grund viser Bodil Jørgensen sin taknemmelighed for livet. Hun er meget bevidst om, at intet er for evigt.

Vil nå at blive gamle

- Man har en alder nu, hvor alt kan ske. Man kan blive ramt af forskellige kvaler. Der er meget at dele i det kropslige forfald, men der er også meget, vi har til gode i livet, som vi også er gode til at dele, siger hun.

- Vi vil gerne nå at blive gamle og se børnene blive rigtigt voksne.

Om det bliver til 25 år mere, er svært at spå om. Men hun kalder det en "investering i morgendagen", hvis man når at sige: "Tak for i dag".

Skal afsted igen

- Man ved aldrig, om hver dag levet, hvor det går godt, bliver til ti år eller 25 år. Men det er vigtigt at kunne gøre, siger hun.

Da filmen skulle optages, gik turen til Rom, hvilket var første gang for Bodil Jørgensens vedkommende. Men ikke den sidste.

Til efteråret går turen til Rom igen. Der skulle byen være allersmukkest, fortæller hun.

Ligesom for Gerda vækkede byen noget i Bodil Jørgensen.

Mærker livet

- Der har været en by i Rom i 3000 år, så der har været kærlighed, handel og vandel, ægteskab, utroskab, fødsler og folk, der er gået fra hinanden. Man mærker virkelig det liv, som man lever sammen i Rom, siger hun.

Til efteråret skal hendes mand med, så de kan dele den fantastiske by sammen.

"Rom" kan ses i biograferne fra 22. februar.

Powered by Labrador CMS