Fik benene fejet væk under sig

Efter 39 år er kærligheden stadig stor. Sidste år modtog han en ganske særlig kærlighedserklæring

Udgivet Opdateret

Da Jan Mølby som ung mand kom til Liverpool, havde han ingen idé om, hvad han skulle forvente. Hverken af byen eller af fodboldklubben med samme navn.

Året var 1984, og Mølby kom rejsende fra hollandske Ajax med blandt andet et nationalt mesterskab i rygsækken.

Det var alligevel et skridt op ad den karrieremæssige rangstige, da Jan Mølby kom til den vestengelske havneby og den legendariske arbejderklub fra Merseyside.

Benene blev hurtigt fejet væk under den unge fodboldspiller, særligt på grund af den gæstfrihed han mødte fra Beatles-byens borgere.

-Mest imødekommende sted

- Liverpool er det mest imødekommende sted på Jorden, fortalte Jan Mølby, der kan fejre 60 års fødselsdag tirsdag den 4. juli, for nylig i podcasten "We are Liverpool".

Ligegyldigt hvor den unge koldingenser gik, havde han følelsen af, at folk var på hans side.

Selv om Mølby ikke fik den sportslige successtart, han havde håbet, havde han følelsen af, at byen bød ham velkommen.

- Jeg tror, at det er en af grundene til, at jeg 39 år senere stadig er her, sagde han i podcasten.

Det sportslige kom Mølby dog efter.

Fik tilnavnet "The Great Dane"

Over sine knap 300 kampe i 12 sæsoner vandt han tre engelske mesterskaber og tre FA Cup-finaler med Liverpool FC, hvilket har givet ham legendestatus i byen samt tilnavnet "The Great Dane".

I sin tid i Liverpool spillede Jan Mølby sammen med flere af datidens største profiler som Kenny Dalglish, John Barnes og den faste værelseskammerat på udebaneture, Ian Rush.

Anstrengt forhold til landstræneren

Mens Jan Mølby havde en ganske flot klubkarriere, så var det en anden historie med landsholdet.

Han fik blot 33 kampe for Danmark og scorede to mål. De forholdsvis få landskampe for en spiller af Jan Mølbys kaliber skyldtes blandt andet et anstrengt forhold til landstræner Richard Møller Nielsen.

Landsholdsdebuten fandt sted i 1982, og den sidste kamp i rødt og hvidt spillede han i 1990. I den periode blev det til én slutrundedeltagelse.

Jan Mølby (til venstre), der fylder 60 år den 4. juli, er for nylig blevet optaget i fodboldens Hall of Fame. Her modtager han hæderen af DBU-formand Jesper Møller. (Arkivfoto).
Jan Mølby (til venstre), der fylder 60 år den 4. juli, er for nylig blevet optaget i fodboldens Hall of Fame. Her modtager han hæderen af DBU-formand Jesper Møller. (Arkivfoto).

Kærligheden er gengældt 

Jan Mølby elsker Liverpool, og hans kærlighed til byen er gengældt.

Sidste år fik han sit helt eget rum - The Jan Mølby Room - i det britiske stormagasin John Lewis.

Det skete, efter at Liverpool-afdelingen af John Lewis ville råde bod på en joke, hvor en britisk komiker havde brugt Mølbys navn som en del af sin spøg. Personalet fik undervejs sagt, at de ikke anede, hvem Mølby var.

Mødte konen i England

Det kunne John Lewis i "The Great Danes" hjemby ikke have siddende på sig og tildelte ham derfor rummet. Mølby var selv med, da butikken indviede rummet, hvis vægge er smykket med billeder fra legendens karriere.

Det var også i England, at Mølby mødte sin kone Mandy.

I en del år har Jan Mølby arbejdet som fodboldekspert for diverse medier i ind- og udland, hvor han blandt andet kommenterer engelsk fodbold.

Powered by Labrador CMS