Fire-årig fik gren i hovedet og lagt i koma – nu er der nyt i den tragiske sag

Forældrene til den kvæstede dreng har sendt en sms til kommunen.

Den fire-årige dreng, der mandag blev kvæstet af en nedfalden gren og fløjet til Aalborg Universitetshospital, er vågnet af sin koma. Foto: René Lind Gammelmark
Udgivet Opdateret

Den fire-årige dreng, der mandag blev ramt af en gren under en gåtur med børnehaven og herefter lagt i koma, er vågnet.

Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.

– Vi har lige fået en SMS fra forældrene, der fortæller at drengen har spist en is og sunget en lille sang, så det er vi naturligvis alle lettede over, fortæller Martin Kondrup Knudsen, chef for Dagtilbud, PPR, Asyl og Integration ved Thisted Kommune i meddelelsen.

17 børn i selskab med to pædagoger og en pædagogstuderende fra Hundborg Børnehus, var mandag formiddag taget på udflugt i Thisted.

Da gruppen gik gennem plantageområdet i Christiansgave omkring klokken 10, tog vinden til. Her rev en enkelt gren sig løs fra trækronerne. Grenen ramte ved nedfaldet først en pædagogstuderende og derefter den fire-årige.

Slaget resulterede i en kraftig læsion for både den studerende og barnet.

Lægehelikopter tilkaldt

Lægehelikopteren fra Aalborg Universitetshospital blev tilkaldt for at transportere den fire-årig til Aalborg Universitetshospital. Barnets forældre blev omgående orienteret, og faderen til drengen fløj med i lægehelikopteren, mens moderen til drengen selv kørte selv til AUH.

På hospitalet blev det konstateret, at drengen havde pådraget sig to kraniebrud, en hjernerystelse og en mindre hjerneblødning.

Et lokalt medie har antydet at Hundborg Børnehus har handlet uansvarligt ved at tage på tur gennem Christiansgave, når DMI mandag morgen har udsendt stormvarsel. Tidligere i dag har Thisted Kommune kommenteret overfor det pågældende medie, at da der ikke var tale om en beredskabsmeddelelse, der frarådede al færdsel udendørs, blev det ikke vurderet at der var så blæsende, at børnene ikke kunne komme ud.

– Vi mener stadig, der er tale om et hændeligt uheld – og den slags er vanskelige at gardere sig imod, forklarer Martin Kondrup Knudsen.

Forældre bakker op

Forældrene til den ramte dreng bakker kommunen op i den udtalelse, og tager skarpt afstand fra den holdning at det skulle være børnehavens skyld:

– Vi bebrejder på ingen måde børnehaven – eller andre for den sags skyld – og vi vil gerne understrege at vi betragter det som et uheld og intet andet. Vi bakker 100 procent op om børnehaven, der i vores øjne er verdens bedste og tryggeste af slagsen.

Børnene såvel som pædagoger og den studerende fik krisehjælp samme eftermiddag som uheldet skete.

Den pædagogstuderende måtte en tur forbi sygehuset i Thisted, men blev hurtigt udskrevet.

Powered by Labrador CMS