Fire stenkast fra motorvejsbroer på én dag

Torsdag blev der anmeldt fire stenkast fra motorvejsbroer.

Udgivet Opdateret

Tidligt søndag morgen blev en tysk turist dræbt af en flise kastet fra en motorvejsbro. Hendes mand blev på samme tid hårdt kvæstet, mens parrets fem-årige barn slap næsten uskadt fra ulykken.

Kan det give andre samme ide? Det spørgsmål stillede Newsbreak.dk onsdag psykolog med speciale i forbrydere og gerningsmænd, Jørn Beckmann.

– Det kan det sagtens. Man bliver en copy-cat. Derfor er det også væsentligt, at politiet tager den slags meget alvorligt. De spiller jo russisk roulette med folks liv, sagde Jørn Beckmann til Newsbreak.dk.

Allerede dagen efter viste det sig, at ekspertens forudsigelser skulle holde stik.

Cirka klokken 12.00 torsdag blev en sort Kia Venga, der kørte på Hillerødmotorvejen, ramt af stenkast fra en motorvejsbro.

Hermed blev første stenkast den dag noteret.

Broen ligger ved den første afkørsel fra Hillerødmotorvejen ved Ruten og Høje Gladsaxe Vej.

Stenen knuste et soltag i bilen, men føreren – en 77-årig mand – blev heldigvis ikke ramt. Det oplyser Københavns Politi.

Københavns Politi vil  gerne høre fra borgere, der har set noget i forbindelse med episoden, eller som i det hele taget observerer mistænkelig adfærd på motorvejsbroer.

– Den slags hører ingen steder hjemme. Og vi håber meget på at høre fra borgere, som kan hjælpe os med oplysninger, der kan føre til opklaring. Man skal vide, at vi ser med meget stor alvor på sagen, som vi betragter, som opførsel, der volder fare for liv og førlighed, siger ledende politiinspektør Gert Gernyx Sejbak.

Københavns Politi var dog ikke eneste politikreds, der torsdag måtte tage sig af et stenkast. Også politiet på Københavns Vestegn blev kaldt til en lignende episode – blot en halv time efter deres kolleger i København tændte udrykningsblinket.

To anmeldelser

Klokken 12.28 anmeldte en 21-årig mand fra Stensved , at han under kørsel i sin personbil ad Sydmotorvejen var blevet ramt en mindre genstand – formentlig sten. Den havde lavet en cirka fire centimeter stor bule i taget på hans bil.

Han havde set nogle unge mennesker på Ringstedvejs bro over motorvejen, og den 21-årige formoder, at det var de unge, der kastede stenen.

På næsten samme tid anmeldte en anden bilist, at han var blevet ramt af noget på sin forrude ved samme bro  – dog uden nogen synlig skade.

På trods af en hurtig opdukken af politi på stedet, blev der ikke fundet personer i omådet. Der blev også undersøgt for ‘unaturlige genstande’, men heller ikke det gav gevinst.

Sagen bliver nu efterforsket yderligere for at finde frem de unge mennesker på broen i et forsøg på at kunne stille nogen til ansvar for en eventuel strafbar handling.

Men det slutter ikke her: Endnu en sten blev kastet fra en bro, denne gang i Rødovre.

Sten undersøges for DNA

Klokken 17.13 var den gal igen. Her blev det anmeldt, at to mørkklædte personer havde kastet sten mod kørebanen fra en bro over Avedøre Havnevej i Rødovre. Stenene, som er på størrelse med en knytnæve, er blevet fundet og gemt til efterforskning af sagen. Heldigvis kom ingen personer til skade.

I den forbindelse har Københavns Vestegns Politi frigivet dette billede via Twitter.

I tweetet løftes også sløret for, at stenen nu bliver testet for DNA.

Både Københavns og Københavns Vestegns Politi søger vidner til episoderne. Kan du hjælpe, kontakt politiet på telefon 114.

Powered by Labrador CMS