Flaskesamler ramt af tog – togdriften er indstillet

Al togdrift er indstillet omkring Roskilde efter personpåkørsel tidligt mandag morgen.

Al togdrift omkring Roskilde Station er indstillet mandag morgen. Foto: Google Street View.
Udgivet Opdateret

Opdatering: Togene kører igen omkring Roskilde Station.

En personpåkørsel ved Roskilde Station har afbrudt al togdrift til og fra stationen mandag morgen.

Politiet er til stede på stationen, hvor der har været en personpåkørsel 200 meter fra stationen.

Klokken 5.45 oplyser Banedanmark, at alle tog holder stille omkring Roskilde.

– Det er højst sandsynligt en flaskesamler, der har set en flaske på baneterrænet, oplyser Henrik Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Personen blev ved den lejlighed ulykkeligvis ramt af et tog.

– Vedkommende blev ramt i hovedet, men skulle dog kun være lettere tilskadekommen, siger Henrik Olesen.

Herefter blev den kvæstede fløjet med helikopter til Rigshospitalet.

Banedanmark kan endnu ikke sige, hvornår sporene igen åbner, men ifølge vagtchefen bliver det inden for ‘kort tid’.

– En tidspunkt vil jeg dog ikke sætte på, siger Henrik Olesen.

Påkørslen skete ved spor fem, der er strækningen fra Roskilde mod København.

– Men jeg vil altså gerne opfordre folk til at holde sig væk, siger Henrik Olesen.

 

Powered by Labrador CMS