Flere tusinde har fået mangelfuldt kræfttjek

Mangelfulde kræftundersøgelser har fundet sted i de tre regioner Sjælland, Syddanmark og Midtjylland. Her får du det fulde overblik over sagerne.

Udgivet Opdateret

Tre danske regioner har ikke givet flere kvinder de kræftundersøgelser, de har krav på.

Sagen startede i Region Sjælland og særligt på Ringsted Sygehus, men har siden spredt sig til Region Midtjylland og Region Syddanmark.

Nedenfor får du det fulde overblik over sagerne.

I galleriet ovenfor kan du desuden se, hvilke symptomer på brystkræft, du skal være særligt opmærksom på.

* I december 2018 kom det frem, at Ringsted Sygehus ikke har fulgt de nationale retningslinjer, når det gælder kvinder med brystkræft.

* Kvinderne blev alene undersøgt med mammografi, men ikke fysisk og ikke med ultralyd, som retningslinjerne foreskriver.

* Ved genundersøgelse af 735 kvinder er der foreløbig fundet ni kvinder med brystkræft ud over den kvinde, som startede sagen.

* Regionen har desuden undersøgt tusindvis af kvinders journaler fra perioden og fundet yderligere 294 kvinder, som efterfølgende har fået konstateret kræft og kan have fået en utilstrækkelig undersøgelse i første omgang.

* I alt er altså 304 kvinder med brystkræft berørt af sagen.

* Sagen har kostet en sygehusdirektør jobbet, ligesom flere ledende medarbejdere og Region Sjælland nu er sigtet i sagen.

* 23. maj 2019 skriver Jyllands-Posten, at der også har været mangelfulde kræfttjek i Region Syddanmark og Region Midtjylland.

* Op mod 2000 kvinder har ifølge avisens oplysninger i årevis ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på.

* På Aarhus Universitetshospital er det gået ud over kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, som er arveligt disponeret for brystkræft.

* På Odense Universitetshospital er 299 kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, i over fire år alene undersøgt med røntgen, selv om de også skulle have været undersøgt fysisk og med ultralyd.

* Også 1049 kvinder med smerter i brysterne er undersøgt i strid med retningslinjerne, fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed.

* Sygehuset oplyser, at man nu er i gang med at identificere og genindkalde de berørte kvinder.

* Danske Regioner siger nu, at man vil indkalde alle relevante aktører på området for at sikre, at de nationale retningslinjer bliver fulgt i hele landet.

Kilder: Jyllands-Posten, Ritzau.

Powered by Labrador CMS