Fodboldkonflikt løst: DBU sparer

Foto: Uffe Weng/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Dansk Boldspil-Union, Spillerforeningen og fodboldlandsholdsspillerne er blevet enige om en ny aftale.

Dansk Boldspil-Union sparer penge, mens landsholdsspillerne får mulighed for at tjene pengene ind igen, hvis holdene kvalificerer sig til slutrunder.

Det er hovedessensen i den aftale, som Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen præsenterede for offentligheden ved et pressemøde i Parken lørdag eftermiddag.

Parterne er blevet enige om en aftale, som gælder for både A-landsholdet, kvindelandsholdet og U21-landsholdet. Aftalerne for de to sidstnævnte gælder til 2017, mens A-landsholdets aftale løber til VM-slutrunden i 2018.

Dansk Boldspil-Unions administrerende direktør Claus Bretton-Meyer fortæller på pressemødet, at DBU har opnået sin ønskede besparelse på 17 procent, mens spillerne kan tjene pengene ind igen, hvis de kvalificerer sig til slutrunder.

– Det er en rigtig, rigtig god dag for landsholdsfodbold og for dansk fodbold i det hele taget. Vi glæder os over, at landsholdsspillerne er med til at tage ansvar for, at vi kan finansiere talentudvikling og fanaktiviteter, som på længere sig skal booste vores indtægter, siger DBU-direktøren.

Her er indholdet

* Tre kollektive aftaler mellem DBU og Spillerforeningen, som alle landsholdsspillerne skal tiltræde.

* En samlet besparelse på ca. 17 procent i den årlige drift af landsholdene – svarende til i alt 3 mio. kr. om året.

* Større bonusaftaler for landsholdene i tilfælde af kvalifikation til EM- og VM-slutrunder.

* Fleksibilitet og samarbejde om de kommercielle aktiviteter for landsholdsspillerne.

* Satsregulering på honorar og forsikring.

* Bedre forsikringsordninger for alle tre landshold.

* Indgåelse af særlig social klausul i alle tre landsholdaftaler.

Kilder: DBU

/ritzau/

Powered by Labrador CMS