Fodboldstjerner strømmer til Hareides bisættelse
Åge Hareide har betydet meget for Danmark og for Christian Eriksen, fortalte den danske midtbanespiller
Domkirken i Molde var helt fyldt med mennesker, da Åge Hareide torsdag blev bisat.
Adskillige store fodboldpersonligheder deltog - heriblandt Christian Eriksen. Den danske landskamprekordholder satte ord på Hareides betydning.
- Det er en fin ting og en god måde at få afsluttet en tid med Åge. Også for at støtte hans familie. Han har betydet meget for mig og Danmark, så jeg synes kun, det var passende at møde op, siger Eriksen til TV 2 Norge.
Hareide var dansk landstræner fra 2016 til 2020 og fik i den periode Eriksen til at sprudle på det danske hold.
Fodbold og vin
- Det stærkeste minde var, da han kom til som landstræner, hvor vi havde en tur til Japan. Der spillede vi fodbold på banen og skulle selvfølgelig være på der, men kunne samtidig få et glas vin bagefter.
- Det at være menneske er også vigtigt. Det var han virkelig en mand, der stod for, lyder det fra Eriksen.
Ud over Eriksen deltog blandt andre også den tidligere landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson, der var assistent for Hareide i flere år på det danske fodboldlandshold.
Kræftsygdom
Hareide døde 18. december efter kræftsygdom. Han blev 72 år gammel.
Der var også flere norske fodboldpersonligheder til stede ved bisættelsen. Blandt andre deltog John Arne Riise, John Carew, Stig Inge Bjørnebye, Morten Gamst Pedersen, Brede Hangeland og Steffen Iversen.