Forældre har ikke styr på børns forsikringer

For mange forældre har ikke styr på deres børns forsikringer. Foto: Iris/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Er du forælder med hjemmeboende børn, er der stor sandsynlighed for, at du ikke har styr på dine børns forsikringer

Forældre har for høje forventninger eller forkert opfattelse af, hvordan deres børn er forsikrede. Det viser en undersøgelse af 2011 danskere, foretaget af YouGov.

Hele 68 procent af forældre med hjemmeboende børn mener, at børnenes ulykkesforsikring dækker mén efter sygdom – men kun fire procent af danske børn er forsikrede med denne dækning.

37 procent af forældrene mener, at børnenes ulykkesforsikring dækker, hvis barnet kommer til at ødelægge naboens fladskærms-TV. Det gør en ulykkesforsikring aldrig, men indboforsikringen kan dække her. Ligeledes mener en tredjedel, at ulykkesforsikringen giver ret til erstat-ning, hvis barnet indlægges i en længere periode i forbindelse med sygdom, men det gør den ikke.

Undersøgelsen viser også, at hver tredje forælder fejlagtigt tror, at deres børn er dækket via forældrenes egen ulykkesforsikring. Kun helt små børn kan i deres første leveår være omfattet af forældrenes forsikring.

Lovgivning blev ændret i 2012 – men det ved forældrene ikke

Fra 2012 blev det ulovligt for kommunerne at lave kollektive ulykkesforsikringer til børn. Det betyder, at hvis børnene kommer alvorligt til skade, mens de er i skole eller daginstitution, er der ingen økonomisk hjælp at hente – med mindre forældrene selv har tegnet ulykkesforsikring på børnene.

I 2014 viste en undersøgelse, foretaget for If Skadeforsikring, at 60 procent af de adspurgte ikke var klar over, at børn ikke længere er forsikret af kommunen:

– Det vidner om, at mange forældre lever i en falsk tryghed, når det kommer til børnenes forsikringer, siger presseansvarlig hos If Skadeforsikring, Birgitte Ringbæk. – Det er især problematisk, hvis forældre fravælger en ulykkesforsikring i den tro, at barnet er dækket via forældrene eller kommunen. Eller når forældre tror, at børns sygdom og eventuelle mén heraf er omfattet af en ulykkesforsikring, for det er ikke tilfældet.

Birgitte Ringbæk oplyser, at skadebehandlerne hos If Skadeforsikring jævnligt kontaktes af forældre, som forventer at netop følgerne af sygdom også er dækket af barnets ulykkesforsikring.

– Alvorlig sygdom kan føles som en ulykke, men det er det ikke i forsikrings-teknisk forstand. Derfor dækker den almindelige ulykkesforsikring ikke sygdom. Det kræver, at man vælger den kombinerede børneforsikring, der både dækker ved sygdom og ulykke. Den er der kun få udbydere af i Danmark og der er ikke mere end cirka fire procent af de danske børn, som er forsikret med den, siger Birgitte Ringbæk.

Den kombinerede børneforsikring dækker blandt andet, at forældre får kompensation til at dække udgifter til egen mad, overnatning og parkering, som de ellers selv skal betale, når barnet er indlagt. Udgifter, som hver tredje forælder ifølge undersøgelsen fejlagtigt tror, at man kan få erstattet via en almindelig ulykkesforsikring.

Powered by Labrador CMS