Forbrugerne har mistet tilliden til kødbranchen

Foto: THOMAS LARSEN/POLFOTO
Udgivet Opdateret

De danske forbrugeres tillid til kødprodukter er kraftigt faldende og generel meget lav.

Det viser en helt ny undersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver lørdag, skriver Politiken.

Styrelsen har bedt forbrugerne tage stilling til blandt andet tillid, gennemsigtighed og udbud i forbrugerforholdsindekset for 50 danske markeder.

Som vanligt ligger markeder som banker og mobil-, TV- og internetabonnementer i bunden af den samlede vurdering, fordi de er svære at gennemskue.

Brugte biler ligger sidst på tillidsbarometeret, fordi folk ikke har tillid til varen. Heller ikke her er der noget nyt under solen. Men det er noget ganske nyt, at kødmarkedet er placeret i bunden af både tillidsskalaen og den samlede vurdering.

»Vi kan se, at forbrugerne reagerer, når der er en sag omkring ompakning af kød i detailhandlen, som der var i 2010, og igen her da målingen blev foretaget i 2013, lige efter at sagen om svindel med hestekød i lasagne brød løs i medierne. Sagerne akkumulerer, for en ny sag minder måske folk om, at der har været en sag med kød tidligere,« siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gelsing til Politiken.

Forbrugerrådet Tænk opfordrer efter undersøgelsen kødbranchen til at lave ændringer i produktionen, for eksempel ved at forbedre dyrevelfærd og begrænse brugen af antibiotika.

 

Powered by Labrador CMS