Forsøg på voldtægt bremset: Kvinde slår og sparker mand til han flygter

Politiet efterlyser en mand, der natten til søndag forsøgte at voldtage en kvinde på togstation.

Politiet efterlyser en mand, der natten til søndag forsøgte at voldtage en kvinde på Rungsted Station. Foto: Google Maps.
Udgivet Opdateret

Nordsjællands Politi efterlyser en mand, der natten til søndag forsøgte at voldtage en 30-årig dansk kvinde på Rungsted Station.

– Hun var formentlig på vej hjem og skulle enten med tog eller bus fra stationen. Hun blev overfaldet af en udenlandsk, engelsktalende mand, fortæller Peter Olesen, vagtchef ved Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Manden fik tæsk, til han løb sin vej

Manden forsøgte at trække kvindens bukser ned, men hun slog fra sig. Faktisk slog, sparkede og kradsede hun manden, til han opgav sit forehavende. Han tog flugten. Kvinden ringede selv til politiet, der nu er på sagen.

– Under flugten efterlader han sig forskellige personlige affekter, blandt andet en kasket, som vi kan sikre spor fra, fortæller Peter Olesen.

Kvindens negle undersøges

Kvinden selv befinder sig på nuværende tidspunkt på Rigshospitalets center for voldtægtsofre. Her vil politiet finde ud af, om hun skrabede DNA fra manden til sig, da hun kradsede ham.

Nordsjællands Politi efterlyser nu manden.

Han beskrives som: 

Østeuropæisk udseende mand.

30-35 år gammel.

180-185 centimeter høj.

Spinkel af bygning.

Buskede, sorte øjenbryn.

Sort, kruset hår.

Han var iført lyseblå hættetrøje med to hvide striber på ærmerne, blå jeans og hvide sneakers og altså en kasket, han tabte under det mislykkede voldtægtsforsøg.

Nordsjællands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, der kan have set manden før, under eller efter voldtægtsforsøget.

Det fandt sted på Rungsted Station natten til søndag omkring klokken 02.00. Kvinden ringede efter politiet klokken 02.10.

Kontakt politiet på 114 med oplysninger.

Powered by Labrador CMS