Frøsalget i nye lokaler

Formanden Johan Schmidt, Karsten Pedersen og direktør Finn Thøgersen glæder sig over, at Frøsalget a.m.b.a. har skiftet adresse. Foto: LLN Press.
Udgivet Opdateret

Lokalerne i Brørup er solgt, og i stedet er lejet kontor og lager i Vejen – til glæde for kunderne.

Varesortimentet er det samme, telefonnummeret er der ikke ændret på, og det er de kendte mennesker, der betjener kunderne. Kunderne mærker derfor ikke de store ændringer, selvom Frøsalget a.m.b.a. har skiftet bopæl – i hvert fald kun positive.

– Vi kan i nogle tilfælde levere varerne hurtigere end hidtil, og de besparelser vi oplever ved skiftet, vil komme kunderne til gode, er meldingen fra direktøren i Frøsalget a.m.b.a., direktør Finn Thøgersen.

Virksomheden har solgt bygningerne i Brørup og har lejet sig ind på Park Alle i Vejen. Der er lejet faste lokaler til administrationen, mens varerne er fordelt i lagerhotellet, så der alene betales for de kvadratmeter, der aktuelt benyttes til frø og andre varer i Frøsalgets sortiment.

– Med flytningen styrker vi helt klart Frøsalget a.m.b.a.. Vi er selv overraskede over, hvor store besparelser, vi kan opnå, noterer formanden, Johan Schmidt.

Gennem et par år har omkostningssiden været på dagsordenen i bestyrelsen, og flytningen til Vejen kan mærkes på bundlinjen. Salget af bygningerne i Brørup har været undervejs i et halv års tid, og nu bliver telefonen fremover taget i Vejen.

– Kunderne vil fortsat kunne ringe og hente varer hos os, hvis de står og mangler akut, men ellers leverer vi fra dag til dag, påpeger Finn Thøgersen.

De seneste år er det vognmandsfirmaet K. Hansen Transport, der har kørt varer ud for firmaet, og det fortsætter. De nye kontorfaciliteter og lagerhotellet tilhører netop K. Hansen Transport.

Powered by Labrador CMS