Fuck-mestre: Danskere bander som ind i…

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Danskerne er det mest bandende folk i Skandinavien

Fuck, pis, sgu og fanden! Danskerne holder sig ikke tilbage med at uddele eder og forbandelser – i hvert folk ikke sammenholdt med vores skandiviske broderfolk. En undersøgelse, som Yougov har foretaget for Søndagsavisen, viser nemlig, at danskerne bander mere end både nordmænd og svenskere. Det skriver Søndagsavisen.

Undersøgelsens resultat kommer ikke bag på Marianne Rathje, der er sprogforsker på SDU med speciale i bandeord.

– Vi er lidt kendt som den frække dreng i klassen i den sammenhæng. Vi har tradition for at være mere ærlige og følelsesbetonede i Danmark, og det er lidt af det, der kommer til udtryk her, siger Marianne Rathje til Søndagsavisen.

Fra religion til sex

Bandeordene bruges ifølge sprogforskere hovedsageligt til at forstærke pointer.

– Du kan sige: ‘Det var da uheldigt’. Men når du siger ‘det var fandeme uheldigt’ eller ‘det var fandeme pisseuheldigt’, bliver det mere uheldigt for hvert bandeord, du lægger på, siger Michael Ejstrup, der er forskningschef og sprogforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Bandeordene udspringer af samfundets største tabuer, og derfor ændrer de sig også meget i takt med samfundets udvikling.

– Ældre bruger oftest religiøse bandeord, mens de yngre danskere bruger sex og afføring. Det siger noget om, at i takt med at religion de seneste årtier er trådt mere i baggrunden, er det kropslige blevet stadig mere tabuiseret. Og det afspejler sig i de bandeord, vi bruger, fortæller Marianne Rathje.

1. SGU
2. FANDEN
3. FUCK
4. PIS
5. SHIT
6. LORT
7. HELVEDE
8. POKKER
9. SKID
10. SATAN

Nedenfor kan du se en liste over de ti mest brugte danske bandeord ifølge undersøgelsen.

Powered by Labrador CMS