Gammel dame blev træt af tricktyv og kastede hundelort i hendes ansigt

De prøvede at få fat i hendes ejendele. Men det fandt hun sig ikke i.

En kvinde fik to tricktyve til at tage flugten på en ganske særlig måde. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

En 84-årig kvinde brugte, hvad hun havde ved hånden, da hun ville af med to tricktyve, der forsøgte at få fat på hendes smykker.

Kvinden mødte de to tricktyve onsdag eftermiddag. Hun var ude for at lufte sin hund på Solrød Strand.

Her blev hun anråbt af de to tricktyve, der af signalement betegnes som værende østeuropæere. De kaldte hende “Mamma Mia”, kvinden blev omfavnet, og her forsøgte den ene af de to tyve at få kvindens halskæde af, samtidig med at de prøvede at prakke en ring og en anden halskæde på hende. Og så blev kvinden sur.

Hun blev sur, da hun opdagede, at de var ved at tage hendes halskæde, og så kylede hun ellers en pose med hundelort i ansigtet på den ene af de to tricktyve. Herefter flygtede parret fra stedet.

De to beskrives som 30-40 år gamle og brune i huden. Kvinden beskrives som 165-175 centimeter høj og kraftig af bygning.

Godt arbejde

Episoden beskrives i døgnrapporten for Midt og Vestsjællands Politi. Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ekstra Bladet har i forbindelse med historien talt med Carsten Andersen, der er kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi. Han roser kvinden og kalder hendes handling for resolut og forstående.

Han tror på, at de mange gange, politiet og medierne har skrevet om tricktyve, der agerer som de to gjorde i denne sag, har gjort, at folk har fået øjnene op for problemet.

– Folk er blevet mere opmærksomme og det er glædeligt, siger han og mener årsagen er, at der har været en del omtale af episoder med tricktyverier og advarsler mod tricktyve og deres metoder, siger Carsten Andersen til Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS