Gasser presser døde mink op af jorden

Nedgravede mink ved Holstebro trænger op gennem jordoverfladen på grund af gasser.

De døde mink, der er gravet ned, trænger op gennem overfladen igen. Det bekræfter Rigspolitiet. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Flere aflivede mink er blevet gravet ned ved militærets øvelsesterræn ved Holstebro i Vestjylland.

Men naturens kræfter får flere af dyrene til at trænge op gennem graven, så de ligger på jordoverfladen.

Det bekræfter Rigspolitiet, der leder Den Nationale Operative Stab, som har ansvaret for minknedgravningerne, til DR Nyheder.

– I forbindelse med forrådnelsen kan der dannes nogle gasser, som gør, at det hele udvider sig lidt, og så får de på den måde i værste fald presset sig op af jorden, siger Thomas Kristensen, pressechef i Rigspolitiet, til DR.

Senest skete det natten til mandag, at døde mink blev presset op gennem jordoverfladen.

Men Rigspolitiet har også set problemet tidligere i processen, lyder det.

Ifølge Rigspolitiet skyldes det, at der er sandjord i Vestjylland, som er for let. Derfor er det blevet forsøgt at lægge mere jord på for at holde minkene nede.

17 millioner aflivet

Et enormt antal døde mink bliver gravet ned rundt om i landet, efter at regeringen besluttede, at alle danske mink skal aflives på grund af en mutation af coronavirus i mink. Op mod 17 millioner danske mink er ved at blive aflivet.

Massegrave til mink er blevet en løsning, efter at destruktionsanstalten Daka, der normalt omdanner de døde til diesel, ikke kan følge med.

Derfor er der flere steder i landet etableret kilometerlange render, hvor de aflivede mink bliver dumpet ned og dækket med jord.

Der lægges kalk over de døde mink, før gravene bliver dækket af jord. Det er for at sikre, at smitte ikke spreder sig, hvis de har været inficeret.

Powered by Labrador CMS