Gavmild skraber vandt fem millioner

Lørdag nat blev en heldig mand i Slagelse fem millioner kroner rigere. Foto: Søren Wesseltoft
Udgivet Opdateret

Natten til lørdag skrabede en mand sig til titlen ”femdobbelt millionær”. Det har bragt den heldige slagelseaner i det gavmilde hjørne

Lørdag nat blev lang for en heldig mand i Slagelse, da han skrabede sig til fem millioner kroner:

– Vi stirrede på skærmen det meste af natten. Det var godt nok svært at forstå, fortæller den mand, som natten til lørdag ”tog sig en skraber” på et Mega Quick-lod på danskespil.dk.

– Min kæreste sad med sin pc’er. Jeg med min. Der var ikke nogle fodboldkampe, som jeg ville spille på, og derfor endte jeg med et skrabelod, fortæller han.

– Vi sov næsten ikke den nat. Det kunne ikke blive lørdag morgen hurtigt nok. Vi ville gerne have det bekræftet af Danske Spil, fortæller vinderen, der ikke vil stå frem med navn, men fortæller han er i 30’erne, er fra Slagelse og er håndværker.

Mor ville ikke have noget

Danske Spil bekræftede den gode nyhed, og siden har vores vinder kunne sprede glæden videre.

– Mine søskende reagerede mere end jeg. Min bror var helt vild. Jeg har bestemt mig for at give dem 50.000 kroner hver. Og de faldt åbenbart på et tørt sted, smiler han.

Også vores vinders mor har fået tilbudt en kontant håndsrækning.

– Men hun sagde, at de penge skulle vi bruge selv. Måske på en bil og et hus. Hun mangler ikke noget. Men jeg skal nok finde ud af at forkæle hende på en anden måde, lover han.
Rådet om bil og hus vil kæresteparret i Slagelse formentlig følge. Når de lige har indhentet weekendens manglende søvn.

Powered by Labrador CMS