Giv blod – og få et Playstation-spil

Der mangler unge, mandlige blod-donorer. Foto: GivBlod/Presse
Udgivet Opdateret

Der mangler unge, mandlige blod-donorer. Nu tager GivBlod alternative midler i brug for at lokke unge mænd til

Af de cirka 13.000 danskere, der sidste år meldte sig som bloddonorer i Region Hovedstaden, var kun 38 pct. mænd. Det er alt for lidt, og derfor vil organisationen GivBlod nu give flere unge mænd blod på tanden til at blive bloddonor.

Som en del af denne indsats har GivBlod indgået et lidt alternativt samarbejde med PlayStation Danmark i anledning af lanceringen af det nye spil Bloodborne. Mandag den 23. marts kan modige mænd møde op på IT-Universitetet i København og melde sig som bloddonorer. Som tak for hjælpen får alle en lækker spil-præmie.

– Tallene viser, at det især er kvinder, der giver blod. Derfor skal vi gøre en indsats for at få fat i mændene, og vi håber at det lidt alternative samarbejde kan få flere mænd til at overveje at blive bloddonorer, forklarer Merle Wiborg Romose, kommunikations- og marketingkonsulent i GivBlod.

Terninge-kast afgør præmien

Til arrangementet kan allerede tilmeldte bloddonorer give blod. Alle, som enten donerer blod eller tilmelder sig som bloddonor hos GivBlod, får enten det nye PS4-spil Bloodborne eller et andet PlayStation-spil med hjem. Et slag med en terning afgør præmien. Samtidig er alle, der giver blod eller tilmelder sig og får testet blodtype ved arrangementet, med i konkurrencen om at vinde en unik Bloodborne-PlayStation 4.

– Det er ingen hemmelighed, at mange computerspillere er unge mænd. Derfor er det helt oplagt, at vi i PlayStation hjælper med at fortælle denne målgruppe, hvor vigtigt det er at donere blod. Hvis vi så kan belønne de tapre bloddonorer med et spil, er det jo bare en ekstra bonus. Men det handler først og fremmest om at øge opmærksomheden omkring bloddonation og hjælpe med at redde liv og bekæmpe sygdomme, siger Bo Michael Christensen, marketingchef i PlayStation Danmark.

Giv blod på Instagram

Der er mangel på mandlige blod-donorer, og det budskab vil GivBlod gerne have ud. Derfor lanceres samtidig en kampagne på Instagram, hvor man med hashtagget #givblodforbloodborne og tagget @GivBlod er med i konkurrence om den særlige Bloodborne-Playstation. Billedet skal fortolke budskabet om at give blod og redde liv.

Fakta om arrangementet:

•Dato: Mandag den 23. marts
•Tidspunkt: 12.00-17.00
•Sted: ITU i København, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København S
•Lokale: Atrium (indgangshallen)

Powered by Labrador CMS