Google skovler penge ind

Giganten Google fortsætter vækst. Foto: Mark Blinch/Scanpix
Udgivet Opdateret

Internetgiganten Google både sælger mere og tjener flere penge.

Det fremgår af kvartalsregnskabet for januar-marts, som kom torsdag aften dansk tid. Verdens største internetsøgemaskine solgte 12 procent mere end for et år siden på samme tid. I alt blev omsætningen i 1. kvartal på 17,26 milliarder dollars mod 15,42 milliarder sidste år. Og pengene kom faktisk i kassen, for overskuddet voksede faktisk med 11 procent fra 3,45 milliarder dollars sidste år til nu 3,59 milliarder.

Mobilannoncering presses

Google udfordres i stigende omfang på markedet for mobilannoncering, hvor blandt andet verdens største sociale netværk, Facebook, agter at øge sin del af kagen, ligesom flere og flere tilgår Googles tjenester fra smartphonetelefoner og tavle-PCer, hvor annoncepriserne typisk er lavere. Samtidig investerer internetgiganten stort i en række nye forretningsområder og køber tilsvarende stort op.

Trods den stigende dollarkurs, som for ikke-amerikanere gør rigtigt mange indkøb dyrere, klarede Google sig bedre end ventet, og afgående koncernfinansdirektør Patrick Pichette kalder omsætningen »sunde 17 procent« højere end sidste år.

Antallet af annoncer eller betalte klik steg med 13 procent, hvorimod den gennemsnitlige pris på en onlineannonce – også kaldet omkostning pr. klik – faldt med syv procent. Også Googles filmtjeneste, YouTube, bidrager med stadig større annonceindtægter. Sammenlagt steg annoncesalget i 1. kvartal med 11 procent til 15,51 milliarder dollars, og det udgør dermed langt størstedelen af Googles indtjening.

To EU-undersøgelser af Google

Google sidder også solidt på mobilmarkedet. 83 procent af alle nyproducerede smartphonetelefoner i verden kommer med Googles mobilstyresystem Android installeret fra fabrikken. Det kaster ikke så mange penge af sig umiddelbart men sikrer Googles produkter en fremtrædende placering på alle skærme – hvilket netop er årsagen til, at EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager i forrige uge indledte en undersøgelse af Androids markedsposition.

Omsætningen er umiddelbart god for Google, men det er samtidig den, som afgør bødestørrelsen, hvis EUs også netop igangsatte undersøgelse af, om Google har misbrugt sin dominerende stilling på søgeområdet til at mose sine konkurrenter, ender med en bøde. EU-Kommissionen har mulighed for at kræve op til 10 procent af en virksomheds samlede, globale omsætning i bøde. Det er af en størrelse, som vil kunne ses i også Googles regnskab.

Internetgiganten Google er grundlagt i 1998 af Larry Page og Sergej Brin. Førstnævnte er siden april 2011 topchef. Google er børsnoteret i 2004.

Powered by Labrador CMS