Gør dette ved trafikuheld – for din egen skyld

Der er en række ting, du skal huske, hvis du er involveret i et uheld. Ellers kan det blive dyrt.

Udgivet Opdateret

Du skal sørge for at få nogle helt specifikke oplysninger, hvis du er involveret i et uheld.

Dem kan du se i galleriet over artiklen.

Og gør det nu – ellers kan det blive en dyr fornøjelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er aldrig rart at være indblandet i et uheld med buler og skader på bilen til følge. Her kan ansvarsforsikringen være et plaster på bulen.

Den lovpligtige ansvarsforsikring dækker nemlig, hvis man som bilejer laver skader på en anden bil. På samme måde er man selv dækket, hvis andre kører ind i én.

Ændrer forklaring

Alligevel ser FDM eksempler på, at bilister ændrer forklaring og efterfølgende afviser deres skyld i et uheld. Derfor er det vigtigt, at man ikke bare får modpartens kontaktoplysninger, men også eventuelle vidners. Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor i en pressemeddelelse.

– Hvis parterne er uenige om, at de stødte sammen, kan man som udgangspunkt ikke forvente, at modpartens forsikringsselskab vil erstatte ens skader. Derfor er det vigtigt, at man også har vidner, som efterfølgende kan bekræfte hændelsesforløbet, siger advokat i FDM, Casper Schad, og tilføjer:

– Man kan godt forestille sig en situation, hvor en modpart enten ændrer forklaring eller helt afviser at have været involveret i et uheld for at slippe for at betale en eventuel selvrisiko. Har man ikke vidner, kan det blive svært at påvise, at man er blevet påkørt. Derfor kan vidner være en afgørende hjælp.

327.000 skader

Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension var der sidste år godt 327.000 takserede skader på person- og varebiler som følge af en kollision. Tallene dækker dog også over kollisioner med andre ting.

Til gengæld er det ikke vigtigt, at man på stedet afgør, hvem der er skyld i uheldet. Det er alene op til parternes forsikringsselskaber at afgøre, hvem der er skyld i uheldet, og hvordan ansvaret skal fordeles.

– Det kan virke ulogisk, særligt hvis begge parter er enige om, hvad der er sket. Men der er faste regler, der siger, at man ikke kan eller må påtage sig et erstatningsansvar på vegne af forsikringsselskabet. Så selvom man i situationen indrømmer sin skyld, kan selskaberne godt efterfølgende vurdere noget andet, siger Casper Schad.

Er man skyld i et uheld, vil det være ens kaskoforsikring, der dækker skaderne på ens egen bil.

Powered by Labrador CMS