Grænsekontrol koster betjente i nattelivet og på vejene

Trods fald i asylansøgere sender hele landet undtagen København det, der svarer til 450 betjente til grænsen.

Trods et markant fald i asylansøgere sender politikredse fra hele Danmark stadig det, der svarer til 450 betjente til grænsen. Foto: Claus Torp/Free
Udgivet Opdateret

Med undtagelse af Københavns Politi sender alle landets politikredse betjente til den dansk-tyske grænse. Her stoppede de i sidste uge mellem 6000 og 8000 rejsende.

Blandt dem var meget få afviste flygtninge og migranter. To af dagene blev blot to mennesker nægtet indrejse i Danmark. Mens betjentene kontrollerer grænsen, er de savnet i deres politikredse.

Det skriver Politiken mandag.

Ifølge en opgørelse, som Rigspolitiet har sendt til Politiken, er der fra 7. september 2015 til 31. august 2016 brugt 638.779 timer på grænseindsatsen.

Det svarer til 450 betjente på fuld tid – eller fem procent af politiets samlede ressourcer i perioden.

Opgaven kan ikke undgå at gå ud over politiets øvrige arbejde, siger politidirektør Jens-Christian Bülow fra Nordsjællands Politi. Hans kreds har syv politifolk parkeret fast i Rødby og Gedser.

– Man kan ikke være to steder på samme tid, siger Jens-Christian Bülow til Politiken.

– Derfor er der nogle opgaver, vi er nødt til at skrue ned for eller lade ligge. Det gælder indsatsen på færdselsområdet, og vi har også måttet skrue ned for vores målrettede indsats i nattelivet.

Grænsekontrol er præventiv

Antallet af asylsøgere er styrtdykket i Nordeuropa i år. I august søgte 284 asyl herhjemme, hvilket er det laveste tal i fem år.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) henviser til, at hjemmeværnet aflaster politiet ved grænsen. Hun er klar over, at politiet bruger store ressourcer på opgaven, men det er prisen værd, siger hun:

– Udviklingen kan lynhurtigt ændre sig, selv om asyltallene er lave. Grænsekontrollen har haft en stor præventiv effekt og medvirket til at genoprette den offentlige orden. Derfor skal den fortsætte, siger hun til Politiken.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet giver overfor Politiken udtryk for, at de støtte den linje.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS