Grøn strøm til Lukas Graham

Vindmøllekoncernen Vestas og Lukas Graham er gået sammen om et grønt projekt, som skal skabe lyd og lys på popbandets sommerturné, "In the Round"

Udgivet Opdateret

Når sange som "7 Years" og "Drunk in the Morning" brager ud af højttalerne på Lukas Grahams sommerturné, "In the Round", bliver det udelukkende ved brug af grøn vindmøllestrøm lagret på batterier i stedet for dieseldrevne, CO2-tunge generatorer.

Med tanke på hvilken verden vi efterlader til den næste generation, har Lukas Graham allieret sig med vindmøllegiganten Vestas, og sammen vil de tage det første skridt mod CO2-neutrale koncerter.

Projektet er det første af sin slags på verdensplan, lyder det i en fælles pressemeddelelse.

- Mit håb for eksperimentet er selvfølgelig en mere bæredygtig fremtid for live-industrien, som jeg repræsenterer, når jeg går på scenen, siger bandets forsanger, Lukas Graham Forchhammer, og fortsætter:

- Jeg håber også, at konceptet kan være med til at inspirere mennesker og andre brancher til at tænke og arbejde i grønne og grønnere alternativer til det, vi kender og altid har gjort. Det er de små ting, som gør en forskel, hvis vi gør det sammen, siger den 33-årige far til to.

Klimaneutral i 2050

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov.

Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent senest i 2030, og så skal Danmark være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Vestas vil med projektet med Lukas Graham vise, hvordan man kan kreere en grønnere fremtid for underholdningsindustrien. Også på globalt plan.

Vindmøllekoncernen Vestas og popstjernen Lukas Graham er gået sammen om et energiprojekt, som skal skabe lyd og lys på den stort anlagte sommerturné 'In the Round'. Projektet er det første af sin slags på verdensplan, lyder det. (PR-foto).
Vindmøllekoncernen Vestas og popstjernen Lukas Graham er gået sammen om et energiprojekt, som skal skabe lyd og lys på den stort anlagte sommerturné "In the Round". Projektet er det første af sin slags på verdensplan, lyder det. (PR-foto).

Kendte teknologier

Løsningen bygger på kendte teknologier. Men det er aldrig tidligere afprøvet i så stor målestok, lyder det.

- Da Lukas Graham kontaktede os, blev vi inspireret af hans drøm om at skabe bæredygtige koncerter, siger Vestas' administrerende direktør, Henrik Andersen, og fortsætter:

- Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, er det afgørende, at vi finder nye veje til at elektrificere sektorer, der i dag primært bruger fossile brændstoffer.

Lukas Grahams grønne sommerturné, "In the Round", begynder på Refshaleøen i København den 5. august og slutter på Eskelunden i Aarhus 27. august.

Lukas Grahams sommerturné, 'In the Round', går i luften på grøn energi. Batterierne oplades med strøm ved en vindmøllepark, hvorefter de kobles til lys- og lydsystemerne ved Lukas Grahams koncertsted. Med denne løsning kan man overflødiggøre brugen af dieseldrevne generatorer, hvilket medfører en reduktion af CO2-udledningen under Lukas Grahams optræden på op til 98,5 procent, oplyser Vestas. (Arkivfoto).
Lukas Grahams sommerturné, "In the Round", går i luften på grøn energi. Batterierne oplades med strøm ved en vindmøllepark, hvorefter de kobles til lys- og lydsystemerne ved Lukas Grahams koncertsted. Med denne løsning kan man overflødiggøre brugen af dieseldrevne generatorer, hvilket medfører en reduktion af CO2-udledningen under Lukas Grahams optræden på op til 98,5 procent, oplyser Vestas. (Arkivfoto).
I Vestas' arbejde med at skabe en grønnere og mere bæredygtig verden spiller elektrificering en nøglerolle. - Hvis vi kan elektrificere de dele af vores samfund, der i dag bruger fossile brændstoffer som olie og gas, kan vi udskifte CO2-tunge energikilder med vedvarende energi og nedbringe verdens samlede CO2-udledninger, lyder det fra Vestas. (PR-foto).
I Vestas' arbejde med at skabe en grønnere og mere bæredygtig verden spiller elektrificering en nøglerolle. - Hvis vi kan elektrificere de dele af vores samfund, der i dag bruger fossile brændstoffer som olie og gas, kan vi udskifte CO2-tunge energikilder med vedvarende energi og nedbringe verdens samlede CO2-udledninger, lyder det fra Vestas. (PR-foto).

Lukas Graham

Lukas Graham er et dansk band bestående af den danske forsanger Lukas Forchhammer (The Duke), trommeslageren Mark Falgren (LoveStick), bassisten Magnus Larsson (Mr. Magnum) og pianisten Morten Ristorp. Bandet har tidligere haft to andre pianister, Anders Kirk og Kasper Daugaard. Førstnævnte forlod bandet i slutningen af 2011, mens Kasper Daugaard spillede med fra 2012 til 2016. Bandet spiller en blanding af soul, funk, hiphop og pop. Lukas beskriver selv stilarten som ghetto pop med en snert af soul

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS