Gymnasieelever drikker mindre end før

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Raserede hoteller efter drukrejser til Prag og dødsulykker på vilde skiture har givet gymnasieelevernes alkoholkultur et blakket ry.

Men nu kommer en ny stor undersøgelse de unge til undsætning.

Statens Institut for Folkesundhed tegner med Ungdomsprofilen 2014 et omfattende billede af den unge generation, og det viser, at gymnasieeleverne ikke drikker så ofte som førhen.

70.546 gymnasieelever har deltaget i undersøgelsen, og 46 procent af dem svarer, at de drikker alkohol næsten hver weekend eller hver weekend.

I 1997 var andelen 59 procent. Det er første gang siden dengang, at der gennemføres en undersøgelse, der udelukkende fokuserer på gymnasieelevernes alkoholforbrug.

»Det er positivt, at udviklingen går den vej, og at gymnasieelever ikke længere drikker alkohol nær så ofte,« siger professor Janne S. Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed, der leder undersøgelsen.

Der findes ingen videnskabelige svar på, hvorfor de unge er blevet mere mådeholdne, men Janne S. Tolstrup vil alligevel driste sig til at give et par bud.

Hun nævner blandt andet, at skolebørnene i syvende til niende klasse drikker mindre, og ifølge professoren er det sandsynligt, at de tager de gode vaner med sig videre i gymnasiet.

Som en anden forklaring peger Janne S. Tolstrup på, at gymnasierne har sløjfet torsdagsbarerne, og endelig tror professoren, at presset for at få de høje karakterer spiller ind.

»Der hviler et øget præstationspres på de unge i gymnasierne i dag. Man skal have gode karakterer for at komme ind på det studie, man drømmer om, og det kan være medvirkende til, at eleverne ikke drikker helt så ofte som tidligere,« siger Janne S. Tolstrup.

Der er dog stadig plads til at spare på øllet til gymnasiefesterne. Ifølge Ungdomsprofilen drikker henholdsvis 21 procent af pigerne og 19 procent af drengene på gymnasierne mere end de 14 og 21 genstande om ugen, som er Sundhedsstyrelsens anbefalede grænser.

»Det kan man godt være bekymret over. Lige som for voksne er det også skidt for de unge at have et stort alkoholforbrug. Det er usundt, og risikoen for ulykker og en lang række andre ting er betydeligt øget, når man har så højt et alkoholindtag,« siger Janne S. Tolstrup og fortsætter:

»Så ved vi også fra en lang række undersøgelser, at hvis man har et stort alkoholforbrug tidligt i sit liv, så har man grundlagt nogle vaner, som man tager med sig videre gennem livet.«

Ungdomsprofilen 2014 offentliggøres i sin fulde form til august og beskriver ud over alkoholforbrug emner som stress blandt de unge, forældrerelationer og seksuelle erfaringer.

Powered by Labrador CMS