Har du undret dig? Derfor må politikere ignorere dit “nej tak” skilt på postkassen, når der er valgkamp

Hvorfor må politikere ignorere dit reklamer nej tak skilt under en valgkamp, når nu du vil undgå reklamer? Svaret findes i markedsføringsloven.

Politikere må ignorere dit reklamer nej tak skilt under en valgkamp, og de må ignorere det resten af året. Det er essensen af markedsføringsloven. Foto: Peter Koch
Udgivet Opdateret

Politikere må ignorere dit reklamer nej tak skilt under en valgkamp, selvom du prøver at undgå reklamer. Med valgkampe følger politiske foldere, postkort og alskens andet materiale i folks postkasser, også i postkasser med helt specifikke klistermærker, der er sat på for at undgå reklamer. Men hvordan kan det være? Hvorfor må politikere føre valgkamp i vores postkasser?

Newsbreak.dk har talt med Susanne Aamann, cand.jur. ved Konkurrence- og Forbrugestyrelsen. Hun ved en del om markedsføringsloven, hvilket er heldigt, for det er den lov, der ligger til grund for, at politikere godt må ignorere dit reklamer nej tak skilt under en valgkamp.

Det må de, fordi de og de politiske partier ikke er omfattet af loven. Markedsføringsloven har regler for, hvordan erhvervsvirksomheder skal opføre sig, og det er her, vi kan lære, hvorfor du for eksempel kan modtage et kirkeblad, en folder for et politisk parti og en opfordring til at støtte en velgørende virksomhed – i din postkasse – uagtet at du har sat et klistermærke på den for at undgå reklamer. Fordi ingen af de tre typer post opfattes som reklamer, er alle tre typer post tilladte at proppe i din postkasse, klistermærke eller ej.

Men sidder man og er klar til at kræve, at politikerne ændrer loven sådan, at de i fremtiden ikke må føre valgkamp i vores postkasser, skal man være klar over, at det betyder, at markedsføringsloven pludselig kommer til at gælde for al virksomhed.

Slut med byens bedste pølser

Det betyder, groft sagt, at den lokale fodboldklub, der før kunne sælge “byens bedste pølser” for Serie 2-kampene, nu skal leve op til markedsføringsloven. Det betyder, at de ikke må påstå sådan noget uden at have belæg for det.

Dermed ikke sagt, at Susanne Aamann ikke kan forstå, hvis folk er trætte af, at politikere vælger at føre valgkamp i vores postkasser, når nogen af os prøver at undgå reklamer.

– Det kan være drønirriterende, når man er med i en nej tak ordning. Men politikere er simpelthen ikke underlagt reglerne, fortæller Susanne Aamann.

Powered by Labrador CMS